Walter Franz: Kløvermarken 3

geschrieben 1947 bis 1949.

Walter Franz: Kløvermarken 3

nedskrevet fra 1947 til 1949.

Zurück zu wfranz2!
¹Noch eine zweite Persönlichkeit muß hier erwähnt werden, weil auch sie das Kulturleben des Lagers entscheidend beeinflusste: Dr. Pfuhler. Er war Schwabe von Geburt und Zeitungsmann von Beruf, hatte als solcher lange in München gelebt und die Sphäre Falckenbergs geschnitten, dann war er als Auslandskorrespondent nach Brüssel gegangen.	Endnu en anden personlighed må her nævnes, fordi også han havde afgørende indflydelse på lejrens kulturliv: Dr. Pfuhler. Han var schwabe af fødsel og journalist af profession, havde længe levet som sådan i München og krydset Falckenbergs sfære, så tog han til Bruxelles som udlandskorrespondent.
² Durch missliche Umstände fand er erst allmählich seinen eigentlichen Wirkungskreis im Lager. Der dunkelmähnige, bebrillte Alemanne, dessen Sprache seine Abstammung sofort verriet, hatte einen wuchtigen, markanten Schädel. Wenn der kraftige Vierziger [an der Seite seiner geschmeidigen Braut] durch die Barackenstadt ging, richteten sich viele Augen auf [das Paar] ihn, [das] der die Jugend Klövermarkens in die Kunst des Gesellschaftstanzes einführte. Ja, Dr. Pfuhler hatte sich auch der leichten Muse verschrieben und einst sogar an internationalen Turnieren teilgenommen.	I kraft af nogle lidt mislige omstændigheder var det først efterhånden, at han fandt sin egentlige virkekreds i lejren. Den sorthårede alemanner med briller, hvis sprog straks forrådte hans afstamning, havde en kraftfuldt, markant kranium. Når den kraftige fyrretyveårige gik gennem barakbyen [ved sin føjelige bruds side], var der mange øjne, der rettedes mod [parret] ham, som førte Kløvermarkens ungdom ind i selskabsdansens kunst. Ja, dr. Pfuhler havde forskrevet sig til den lette muse og engang endog deltaget i en international turnering.
³ Schon ehe er ins Lager kam, hatte er von sich reden gemacht durch eine Aufführung von Goethes Faust in seinem Lager in der Sundby-Skole. Ich habe die Aufführung nicht gesehen, aber was ich davon hörte, erweckte in mir den Eindruck, als ob er diesem uns heiligen Werk doch ein wenig Gewalt angetan hätte. [Um möglichst viele Lagerinsassen zu beschäftigen, hatte er ganze Scharen von Engeln mit strahlenden Flambergen (Holz und Goldpapier) marschieren lassen, die Zahl der Studenten in Auerbachs Keller vermehrt, beide Teile des Werke stark zusammengestrichen, und in einen zusammengezogen.	Allerede før han kom til lejren, havde han fået folk til at tale om sig med en opførelse af Goethes Faust i sin lejr i Sundbyskolen. Jeg så ikke opførelsen, men hvad jeg hørte derom, vakte i mig det indtryk, at han dog vist havde øvet en smule vold mod dette for os hellige værk. [For at få så mange lejrbeboere med, havde han ladet hele skarer af engle marchere med strålende flammesværd (lavet af træ og guldpapir), antallet af studenter i Auerbachs kælder havde han gjort større, og han havde strikket værkets to dele stærkt sammen og trukket det sammen til ét.
⁴ Ein Mißgriff schien es mir auch, die Gestalt Faustens, der als Vierziger zu denken ist, als der Gelehrte, der bislang an den Sinnenfreuden dieser Welt vorbeigelebt hat und nun Lust und Leid der Liebe durchkostet, von zwei Schauspielern geben zu lassen, die Rolle in einen Greis (65) mit weissem Bart und einen Jüngling zu spalten]. Aber trotz allem war die Aufführung ein unbestrittener Erfolg, und die Darsteller sprachen noch lange davon.	Det forekom mig også at være et misgreb at lade Faustskikkelsen, som man må forestille sig som en fyrretyveårig, som den lærde, der hidtil havde levet af denne verdens sanselige glæder og nu nyder kærlighedens lyst og lidelse til bunds, spille af to skuespillere, at lade rollen spalte sig i en olding med hvidt skæg og en yngling]. Men trods alt var opførelsen en ubestridt succes, og skuespillerne talte endnu længe om den.
⁵ In Klövenmarken gab es neben der Oberschule und den vier Volksschulen einen Kindergarten und eine Berufsschule, ja sogar Kurse für Taubstumme -- von der Gründung einer Lehrerbildungsanstalt nahm man Abstand, da sich zu wenig Bewerber meldeten -- nun wurde auch eine Volkshochschule aufgezogen, in der Unterricht in Englisch, Französisch, Russisch, Polnisch und Stenografie gegeben und in Vorträgen über Philosophie, Landwirtschaft, Demokratie, Musik und Musikgeschichte, über das moderne Weltbild und vieles mehr gehandelt wurde.	I Kløvermarken var der ved siden af overbygningen og de fire folkeskoler en børnehave og en teknisk skole, ja, endog kurser for døvstumme -- man afstod fra at grundlægge en læreruddannelsesanstalt, eftersom der meldte sig for få ansøgere -- nu blev der også oprettet en folkehøjskole, hvori der blev givet undervisning i engelsk, fransk, russisk, polsk og stenografi, og holdt foredrag om filosofi, landbrugsøkonomi, demokrai, musik og musikhistorie, om det moderne verdensbillede og meget mere.
⁶ Dr. Pfuhler übernahm den französischen Unterricht dabei und war unter Dr. Kunzes Oberregie der eigentliche Organisator der Volkshochschule. [Nebenbei betreute er noch die Präsenzbibliothek des Lehrerzimmers und kontrollierte das Entleihen von Lektüren aus dem Büchervorrat der Administration.] Dann kam die Einrichtung der Dichterlesungen, und hier war Pfuhler an dem richtigen Platz. Jeden Sonntag nachmittag brachte er in der Konzerthalle nach einem vortrefflichen einleitenden Vortrag Proben der behandelten Dichters zu Gehör: Dostojewski, Maupassant, Gerhard Hauptmann, Rilke, Thomas Mann, Hofmannsthal, Mörike.	Dr. Pfuhler overtog undervisningen i fransk og var under dr. Kunzes overopsyn den egentlige organisator af folkehøjskolen. [Ved siden af bestyrede han stadig lærerværelsets håndbibliotek og kontrollerede udlån af lekture fra administrations bogforråd]. Så kom arrangementerne med oplæsning af digte, og her var Pfuhler på sin rette hylde. Hver søndag eftermiddag fremlagde han i koncerthallen efter et fortræffeligt indledende foredrag prøver på den digter, han havde behandlet: Dostojewski, Maupassant, Gerhard Hauptmann, Rilke, Thomas Mann, Hofmannsthal, Mörike.
⁷ Später zog er Mitglieder der Volksbühne und andere Flüchtlinge hinzu und brachte mit verteilten Rollen "Der Tor und der Tod" von Hofmannsthal, "Michael Kramer" von Gerhard Hauptmann und den "Don Carlos" zu Gehör. Als die Volksbühne "Wie es euch gefällt" in Szene setzte, gab er wiederholt eine Einführung in dieses Werk und des Dichters Schaffen. Jeden Sonntag nachmittag bereitete sich der anspruchevollere Teil der Klövermarker Bürgerschaft eine Feierstunde durch den Besuch dieser gehaltvollen Dichterlesungen. Alle bedauerten es, als Pfuhler verhältnismäßig früh, im Januar 1947, in die französische Zone ging.	Senere medinddrog han medlemmer af folketeatret og andre flygtninge og fik med fordelte roller oplæst "Der Tor und der Tod" af Hofmannsthal, "Michael Kramer" af Gerhard Hauptmann og "Don Carlos". Da folketeatret iscenesatte "Som man behager", bragte han flere gange en indføring i dette værk og i digterens øvrige værker. Hver søndag eftermiddag forberedte den mere krævende del af det kløvermarkske borgerskab sig på en festlig time med besøg af disse gedigne digtoplæsninger. Alle beklagede det, da Pfuhler forholdsvis tidligt, i januar 1947, rejste til den franske zone.
⁸ Es war also dafür gesorgt, dass der Flüchtling in den langen Abenden des Herbstes und Winters nicht Grillen fing und aus dem engen Bezirk des stacheldrahtumhegten Lagers in die freien Gefilde der Kunst und Phantasie entfliehen konnte. (66)	Der blev altså sørget for, at flygtningen i de lange aftener i efteråret og vinteren ikke fangede griller, og for, at han kunne flygte bort fra det trange område i den pigtrådsomhegnede lejr ud i kunstens og fantasiens græsmark.
⁹ Lob des Ofens Ich bin umgezogen, ich habe meine Kammer an eine Bekannte aus der Wandervogelzeit abgetreten. Die Ärmste leidet seit Jahren an Muskelschwund und bedarf bei ihrer Gelämtheit der ständigen aufopfernden Pflege durch eine Freundin. (n9)	Ovnens pris Jeg er flyttet, jeg har afstået mit værelse til en bekendt fra tiden som vandrefugl. Den stakkels kvinde har i årevis lidt af muskelsvind og er i sin lammelse nødt til at plejes af en opofrende veninde.
¹⁰ Jetzt wohne ich in Baracke 804, im vornehmen Westen, dicht beim Sehnsuchtshügel. Alles ist oder scheint größer geworden zu sein: die Baracke, für 14 berechnet, von 10 bewohnt, die Fettration und die von ganz sauberen Händen zubereiteten Wurst- und Margarinebrote. Wie Tortenschnitten werden sie hier hergerichtet: mit einem kleinen Klecks roten Rübensalats drauf und keilförmig geschnitten. Und das Auge reizt den Appetit, der oft größer ist als der Vorrat an Nahrung.	Nu bor jeg i barak 804 i det fornemme vesten, tæt ved længselshøjen. Alt er større, eller synes at være blevet større: Barakken, der er beregnet til 14, men kun beboet af 10, og fedtrationen og pølse- og margarinemellemmaderne, der bliver tilberedt af helt rene hænder. De bliver anrettet som lagkagestykker: med et lille klat roesalat ovenpå og skråt udskåret. Og øjet opægger appetitten, der ofte er større end forrådet af mad.
¹¹ Wer sind meine Stubengenossen? Zunächst ein Rektor, Pascha genannt, weil er bis zu meinem Eindringen über 9 Frauen herrschte, dann 2 Witwen, drei geschiedene Frauen, eine Ehefrau und zwei Jungfrauen -- und sieben von uns 10 sind an der Schule tätig. Hier herrscht wirklich Gemeinschaftsgeist!	Hvem bor jeg sammen med? Først en rektor, kaldet pasha, fordi han, før jeg kom, herskede over 9 kvinder, 2 enker, 3 kvinder, der var skilt, en, der var gift, og to ugifte -- og syv af os ti har arbejde ved skolen. Her hersker der virkelig fællesskabsånd!
¹²Kurz nach sechs Uhr steht Frau Skop, Paschas Tochter, auf. Ihr liegt die Sorge für den Ofen ob. Sie kennt ihn genau, seine Tücken und Vorzüge, und weiss ihn entsprechend zu behandeln. Es ist so schön, im Bett zu liegen und den roten Schein des Ofenfeuers auf den Holzwanden tanzen zu sehen. Das weckt Kindheitserinnerungen an Ferientage zur Weihnachtszeit, wo man das Imbettbleiben beliebig ausdehnen konnte, während die Umwelt schon zum Leben erwachte und der kalte Tag allmählich graute.	Kort efter klokken seks står fru Skop, pashas datter, op. Hun har ansvaret for ovnen. Hun kender den nøje, dens luner og dens fordele, og kan behandle den derefter. Det er så skønt at ligge i sengen og se det røde skær af ovnens ild på trævæggene. Det vækker erindringer fra barndommen ved juletid, hvor man kunne trække det at blive i sengen ud, så længe man ville, mens de andre allerede vågnede til liv og den kolde dag efterhånden gryede.
¹³ Aber ehe hier die aufgehende Sonne die dick befrorenen Scheiben rötet und ihr Licht den Schein des Feuers an den Wanden ablöst, ertönt draussen der Ruf: "Tee holen!" Frau Skop stürzt mit der Milchkanne hinaus und kommt mit dem dampfenden Getränk zurück. Sie schmiert sich die erste Frühstücksstulle; denn sie hat ja schon ein Stück Arbeit hinter sich; und sich jetzt schon zu waschen, wo der schmutzige Ofen dauernd Wartung heischt, wäre barer Unsinn.	Men før her den opgående sol får de tæt frosne ruder til at rødme og før dens lys afløser ildens skær, lyder der udenfor et råb: "Tehentning!" Fru Skop styrter ud med mælkekanden og kommer tilbage med den dampende drik. Hun smører sig den første mellemmad; for hun har jo allerede et stykke arbejde bag sig; og at vaske sig allerede nu, hvor den beskidte ovn kræver stadig overvågning, ville være det rene vanvid.
¹⁴ Ein Leben, das sich auf das Notwendigste beschränken muss und gleichsam in Urzeiten zurückführt, lehrt erst den Wert solcher Dinge schätzen, die in einem Dasein mit aller Behaglich- (67) keit eine nichtbeachtete Selbstverständlichkeit sind. Wenn ich im Dunkel der unteren Stockwerke einer Olivaer Schule, die im schweren Artilleriefeuer der Russen lag, ein Streichholz entzündete, so strömte von der kleinen, warmen Flamme viel Trost in meine Verlassenheit.	Et liv, der må indskrænke sig til det nødvendigste og samtidig føre tilbage til urtiden, lærer én først rigtig at skønne på de ting, som i et liv med alle behageligheder er en selvfølgelighed, man ikke bemærker. Når jeg i mørket i den nederste etage på Olivaer-skolen, som lå i russernes tunge artilleriild, strøg en tændstik, så udstrømmede der megen trøst til mig i min forladthed fra den lille, varme flamme.
¹⁵Und was wären wir in Klövermarken ohne Ofen gewesen! Frierende, hungernde, verzweifelnde Geschöpfe. An ihn lehnen sich die kalten Füße, sein schräg durch die Baracke laufendes Rohr umklammern die frostige Finger, in heissem Zustande dient es als Bügeleisen, in der Nähe des Ofens sind die beliebtesten Plätze beim Mittagessen und beim Skat, in seinem Feuer werden an besonders kalten Tagen die Ziegelsteine erhitzt, die auf kleinen Schemeln liegend, die eisigen Füße erwärmen und den Aufenthalt in der Baracke überhaupt erst möglich machen. -- --	Og hvad ville vi have været i Kløvermarken uden ovn! Frysende, sultende, fortvivlede skabninger. Den sætter man de kolde fødder op imod, røret fra den, som løber skråt op gennem rummet, er det, de frosne fingre holder sig til, når det er varmt tjener det som strygejern, pladserne i nærheden af ovnen er de bedste pladser, når vi spiser til middag eller når vi spiller skat, ved dens ild bliver på særlig kolde dage de teglsten varmet, som bliver lagt på små skamler, så man kan varme de iskolde fødder, hvilket først gør ethvert ophold i barakken muligt. -- --
¹⁶ Ist es da ein Wunder, wenn seine Hüterin mit Respekt betrachtet, das Leben ihr so leicht wie möglich gemacht wird? Sie nimmt ihre Pflichten auch sehr ernst and geht selten aus. Wenn es doch unumgänglich notwendig ist, übergibt sie ihr Sorgenkind allenfalls Frau Giesa, der Witwe eines Königsberger Backermeisters, die gewissermassen schon von Berufs wegen mit dem Feuer umgehen kann. Die Ärmste muß aber noch eine Reihe von Vorschriften über sich ergehen lassen über die Menge und Zubereitung der Nahrung, die dem Vielfraß zuzuführen ist. Dann erst wagt Frau Skop es, ihren Schützling in fremde Hände zu geben.	Er det da mærkeligt, hvis ovnens vogterske bliver betragtet med respekt, hvis livet gøres så let som muligt for hende? Hun tager også sine pligter meget alvorlig og går sjældent ud. Når det dog er uomgængelig nødvendigt, overgiver hun i hvert fald sit puslebarn til fru Giesa, enken efter en kønigsbergsk bagermester, som jo på en måde allerede af profession kan omgås ild. Men staklen må lade endnu en række forskrifter gå hen over sit hoved, om den mængde og den tilberedning af mad, som skal tilføres ædedolken. Så først vover fru Skop at overgive sin darling til andre.
¹⁷ Morgens, so um 9 herum, öffnet ein Mann die Tür, brummt: "Torf holen!" und verschwindet. Dann muss ich, der junge Mann von 54 Jahren, mich mit Mantel, Hut und dicken Fausthandschuhen, die Gemeingut der Baracke sind, bewaffnen, die Trage ergreifen und, begleitet von Frau Skop, zum Torfschuppen eilen, wo wir zunächst einmal im frostigen Wind und kalten Schnee Schlange stehen müssen, bis endlich der Brennstoffminister das wertvolle, Torf sein wollende Material ausgibt.	Om morgenen, sådan omkring klokken ni, åbner en mand døren og brummer: "Tørvehentning!" og forsvinder. Så må jeg, den unge mand på 54 år, bevæbne mig med frakke, hat og tykke handsker, som er barakkens fælleseje, gribe bærebøren og, ledsaget af fru Skop, skynde mig hen til tørveskuret, hvor vi først må stå i kø i frostkold vind og kold sne, indtil endelig brændselsministeren giver det værdifulde tørv, hans uldne materiale, fra sig.
¹⁸ Jede Baracke erhalt eine Holzkiepe voll. Wir rücken allerdings meist mit einem Sack an: denn wir haben herausbekommen, dass in ihn mehr hereingeht. Meine Begleiterin unterhält sich angelegentlich mit den beiden Torfschippern, damit sie uns aus alter Freundschaft (n18) ein paar "Leckerbissen" (sie denkt eben schon ganz vom Ofen aus!), (68) d.h. besondere trockenen Torf oder ein Stückchem Stubben in den Sack tun. Bei Schnee ist der Abtransport leicht.	Hver barak får en trækurv fuld. Men vi træder nu for det meste an med en sæk: for vi har fundet ud af, at der kan være mere i den. Min ledsager underholder sig grundigt med begge tørveskipperne, for at de for gammelt venskabs skyld skal skubbe et par "lækkerbidskener" (hun tænker hele tiden ud fra ovnens synspunkt!), det vil sige: særlig tørre tørv eller et stykke stub, ned i sækken. Når der er sne, er det let med borttransporten.
¹⁹ Dann legen wir die Trage hin, sie wird zum Schlitten, und wir ziehen die Last bequem heim. Das Tragen ist für die Frauen recht schwer. Ihr Atem fliegt in der kalten Luft, und ganz stillschweigend traben sie zurück. Mindestens einmal muss verschnauft werden. Sie sind deswegen auch gar nicht entsetzt, wenn der mit Torfstücken abgesteifte Sack einmal umkippt und die ganze Packung auf den Boden fällt. Dann fangen sie auch plötzlich zu reden an, froh über die entstandene Pause, und das Auflesen wird möglichst lange hinausgezögert.	Så lægger vi bærebøren ned, den bliver til en slæde, og vi trækker bekvemt lasten hjem. At bære noget er ret vanskeligt for kvinder. Deres ånde flyver ud i den kolde luft, og ganske tavs kommer de bagud. Mindst én gang må de puste ud. Af den grund bliver de heller ikke særlig ophidset, hvis den af tørv fyldte sæk engang imellem vælter og hele indholdet falder til jorden. Så begynder de pludselig at tale, glade over den opståede pause, og de trækker pålæsningen længst muligt ud.
²⁰ Zu Hause geht dann die Trage durch die enge Pforte unserer Baracke in die Wasch- und Torfkammer. Dort wird die Brennung sortiert. Die "Leckerbissen" wandern gleich in den Ofen, ihn recht in Zug zu bringen. Pitschnasser Torf wird vor der Tür in Haufen gesetzt. Öfters war er am nachsten Morgen nicht mehr da: entweder durch den Regen fortgeschwemnt oder im Ofen des Nachbarn verbrannt.	Derhjemme går så børen gennem vor baraks trange dør ind i vaske- og tørverummet. Dèr bliver brændet sorteret. "Lækkerbidskenerne" vandrer straks ind i ovnen, for at bringe den ret i træk. Dyngvåd tørv bliver stillet op foran døren. Ganske tit var det der så ikke den næste morgen: enten svømmet bort i kraft af regnen eller brændt i naboens ovn.
²¹ Es gibt Glückstage, wo zweimal richtiger Torf zugeteilt wird. Einmal vor Weihnachten, konnten wir fünfmal die Tour machen, da ja an Feiertagen der Schuppen geschlossen blieb. Für uns ist zweimal die Norm, wobei die zweite Fuhre aus "Gruschel" besteht, auf Hochdeutsch: aus gratis abgegebenem Torfstaub.	Der forekommer heldige dage, hvor der bliver uddelt tørv to gange. Engang før jul kunne vi foretage turen fem gange, eftersom jo skuret holder lukket på helligdagene. For os er to gange normen, og så består den anden gang af "Gruschel", på højtysk: af tørvestøv, der er faldet fra.
²² Aber zum Anheizen braucht man auch Holz. Hier in Klövermarken ist das nur in Form von amtlich zugeteilten Stubben erhaltlich, das sind meist halbverfaulte Weidenwurzeln, die morsch sind und leicht zerfallen, oder in Form von Bettbrettern und Möbeln, und die sind eigentlich nicht für den Ofen bestimmt. Aber die Stubben hörten allmählich auf und blieben nur der dänischen Administration treu.	Men for at fyre op skal man også bruge træ. Her i Kløvermarken findes det kun i form af tjenstligt tildelte stubbe, det er mest halvrådne pilerødder, som er trøskede og let falder sammen, eller i form af sengebrædder og møbler, og de er egentlig ikke bestemt for ovnen. Men stubbene ophørte efterhånden, og brugtes kun af den danske administration.
²³ Dann kam die Periode des Tannenstrauchwerkes. Für den Tag gab es ein kleines Bündelchen, das im Nu durch den Schornstein gejagt war -- und dazu die nasse Erde, die Torf sein sollte! Nein, es gehörte ein geduldiger, lammfrommer Charakter dazu, den Ofen zum Glühen zu bringen und ihn in Gang halten. Morgens zeigte das Thermometer 3-4°; wenn es mittages auf 13° stieg, waren wir froh. Es war ein Festtag, als eines Sonntags die Temperatur durch ein Wunder auf 19° kletterte. (69)	Så fulgte perioden med grangrene. Pr dag fik man kun et lille bundt, som i et nu var jaget op gennem skorstenen -- og dertil den våde jord, der skulle forestille tørv! Nej, der skulle en tålmodig, lammefrom karaktér til at bringe ovnen til at gløde og til at holde den i gang. Om morgenen viste termometret 3-4°; når det ved middagstid steg til 13°, var vi glade. Det var en festdag, når på en søndag temperaturen ved et under klatrede op på 19°.
²⁴ Da fielen die Mantel und Pelzjacken, und man sah wieder schlanke, menschliche Gestalten im Hause. Pascha, Frau Giesas Tochter, und Mixmax (eigentlich Wichswath, eine starke Meierin aus Ostpreußen) entwickelten in der Ferienzeit bei diesen schlechten Wärmeverhältnissen Murmeltierqualitäten: sie schliefen bis 11 Uhr, frühstückten darauf im Bett und standen erst auf, wenn das Mittagessen kam.	Da tog man frakker og pelsjakker af, og man så igen slanke, menneskelige skikkelser i huset. Pasha, fru Giesas datter, og Mixmax (egentlig Wichswath, en stærk mejeribestyrerinde fra Østprøjsen) udviklede i ferietiden ved disse dårlige varmeforhold kvaliteter som murmeldyr: de sov indtil klokken 11, spiste derefter morgenmad i sengen og stod først op, når middagsmaden kom.
²⁵ So jede Woche einmal mußten wir dem Ofer gut zureden und ihm zärtlich auf Hals und Rücken klopfen, wenn er katarrhale Anfälle bekam und zu rauchen anfing. Wäre ich Ofen gewesen, ich hatte es auch getan: Wochenlang nasse Erde statt sauberen, braunen Torf zu fressen kriegen, sich den Magen mit Ziegelsteinen, Stroh und Tannennadeln füllen und mit einer Eisenstange in den Eingeweiden herumwühlen zu lassen, die nassen Latschen trocknen und die eisigen Füsse aufwarmen zu müssen -- nein, was zuviel ist, ist zuviel! --	Så måtte vi engang om ugen tale godt med ovnen og give den nogle kærlige klap på hals og ryg, når den fik katarhale anfald og begyndte at ryge. Hvis jeg havde været ovn, ville jeg også have gjort det: en ugen igennem at få våd jord i stedet for rene, brune tørv, at fylde sin mave med teglsten, strå og grannåle og lade sine indvolde blive rodet rundt med en jernstang, at måtte opvarme de våde udtrådte sko og de iskolde fødder -- nej, nok er nok! --
²⁶ Die erste, die den Rauch merkte, war Frau Mara. Auf ihrem Pfühl im Oberstock war ja auch die Luft am dicksten. "Ich meine, wir müssten den Ofen reinigen!" Dieses sollte nicht eine Rede im majestätischen Plural sein, um Gottes willen, das "Wir" sollte nur die Bereitwilligkeit zur Mitarbeit bekunden; denn bei der wackern Gesinnung blieb es.	Den første, der mærkede røgen, var fru Mara. På hendes pind i øverste etage var jo også luften tykkest. "Jeg tror, vi skal rense ovnen!" Dette var ikke ment som en tale i pluralis majestatis, nej, uha, uha, dette "vi" skulle kun forkynde en beredvillighed til at arbejde med; men det forblev ved den smukke tanke.
²⁷ Nachdem sie, reichlich spät, im Bett gefrühstückt, wobei alle andern weiblichen Wesen Pagendienste geleistet hatten, schlüpfte sie in ihre Robe and ihren Pelzmantel und entfleuchte, vom modernsten Hut bedeckt, nach Kopenhagen, um Kindern in Krankenhäusern Religionsunterricht zu geben. Damit soll nichts gegen diese anima candida gesagt werden, im Gegenteil, wir waren ihr zu Dank verpflichtet.	Efter at hun, temmelig sent, havde spist morgenmad i sengen, hvorunder alle andre kvindelige væsener havde ydet pagetjeneste, svøbte hun sig ind i sin kjole og sin pelsfrakke og flygtede, dækket af den mest moderne hat, til København, for at give børnene på sygehusene religionsundervisning. Dermed skal intet siges imod denne "rene ånd", tværtimod, vi var hende tak skyldig.
²⁸ Obwohl sie auf dem besten Wege zum Astralleib war, versorgte sie uns gelegentlich mit "Haferflöttchen", die einer ihrer dienenden Bruder, Seidenschwanz mit Namen, durch die Wache schmuggelte, und ab und zu auch mit den zu einem Festtagskuchen notwendigen Bestandteilen. Sie war eben nicht zur Arbeit geboren. Doch, einmal meldete sie stolz: "Ich habe Trinkwasser geholt".	Selv om hun var godt på vej til at blive et astrallegeme, forsynede hun os af og til med "små havreflåder", som én af hendes tjenende brødre, der hed Seidenschwanz, smuglede gennem vagten, og af og til også med de ingredienser, der var nødvendige til en festdagskage. Hun var blot ikke født til arbejde. Dog, engang meddelte hun stolt: "Jeg har hentet vand".
²⁹ Es war aber nur eine Milchkanne voll, während wir andern uns immer mit zwei schweren Milcheimern abplagen mußten. Doch Ehre, wem Ehre gebührt: Einmal brachte sie auch die Kaltverpflegung heim, nur war der Handschuh dabei stark in den Mostrich geraten und leider sprenkelte dieser auch andere ihrer (70) Kleidungsstücke. Frau Mara veredelte uns durch Ihr Beispiel und ihren Umgang.	Men det var kun en mælkekande fuld, mens vi andre altid måtte plages med to tunge mælkespande. Dog æres den, der ærer bør: En gang bar hun også koldforplejningen hjem, kun var hendes handske derved kommer slemt ned i sennepen og desværre sprøjtede den også ud over andre af hendes klædningsstykker. Fru Mara forædlede os med sit eksempel og sin omgangstone.
³⁰ Leider wurde sie uns sehr oft durch Bettlägrigkeit infolge Rheumas oder Gelbsucht entzogen. Bei ernsterer Erkrankung pilgerte die ganze Barackenbelegenschaft in Prozession nach Krudttaarnsvej, um die ganze anthroposophische Bibliothek der Patientin hinüberzubringen. Sie war Frischluftfanatikerin und verdarb uns männlichen Männern meist den Genuss einer Pfeife kurz vor dem Schlafengehen. Und dieser Hunger nach Ozon machte sie eben so geeignet zum Rauchriechen. Wenn dann unsre Nasen bestätigten: "Ja, der Ofen raucht schon wieder!" dann gingen wir zur Aktion der Enträucherung über:	Desværre blev hun meget ofte flyttet bort fra os, fordi hun skulle være sengeliggende på grund af rheumatisme eller gulsot. Ved mere alvorlige sygdomstilfælde gik hele barakken i procession til Krudttårnsvej, for at overflytte hele patientens antroposofiske bibliotek. Hun var friskluftfanatiker og ødelagde for os mandige mænd nydelsen af en pibe kort før vi gik til køjs. Og denne hunger efter ozon gjorde hende netop velegnet til at lugte røg. Når så også vore næser bekræftede: "Ja, ovnen ryger allerede igen!" så gik vi i gang med operation "afsodning":

³¹ Ich wanderte durch den frostklaren Morgen zu einer fernen Baracke unseres Bezirks, wo eine Leiter vor Anker lag. Ich befreite sie und trug sie mit der Grazie einer gelernten Schornsteinfegers die beschneiten Straßen entlang. An unserer Behausung angekommen, lehnte ich sie ans Dach und nahm Hilfestellung ein, während die Skoppin im Sportdress -- wie es sich, für eine Turnlehrerin geziemt -- die Sprossen erklomm und auf dem vereisten Dach unangeseilt versuchte, dem fauchenden Ungeheuer einen Knäuel aus Lappen und Garnen an langer Stange in den Hals zu schieben.	Jeg går gennem den frostklare morgen hen til en fjern barak i vort område, hvor der ligger i stige for anker. Jeg befrier den og bærer den med samme gratie som en udlært skorstensfejer ind gennem de snedækkede gader. Når jeg ankommer til vort logi, stiller jeg den op mod taget og indtager en hjælpestilling, mens fru Skop klædt i sportsdress -- som det sømmer sig en gymnastiklærerinde -- kravlede op ad trinene og uden livline på det isede tag forsøgte at skyde et nøgle af lapper og garn, bundet på en lang stang, ned i halsen på det hvæsende uhyre.
³² Es erhob gegen diese Behandlung dadurch Einspruch, dass es sich, wie mir, dem Untenstehenden, schien, länger und länger machte -- und Frau Skopp war ein kleines Persönchen; aber schließlich hatte sie Erfolg. Nach mehrmaligen Bürsten wurde der Hals noch liebevoll mit einem Holzprügel bearbeitet, Ja, die Skoppin umarmte ihn mehrfach, teils, um ihn zu becircen, teils, weil ihre Stöckelschühchen den Halt auf dem Glatteis des Daches verloren. Dann schritt sie ebenso greziös, wie sie hinaufgetrippelt war, die Sprossen wieder herunter, und mir, dem am Fusse der Leiter Harrereden, war bedeutend wohler, wenn sie glatt auf meinen Zehen landete.	Uhyret gjorde indsigelse mod denne behandling, så det, for mig at se, der stod nedenfor, gjorde sig længere og længere -- og fru Skop var en lille person; men langt om længe havde hun heldet med sig. Efter flere gange at have børstet, blev halsen kærlighedsfuldt bearbejdet med en træstok. Ja, fru Skop omfavnede den flere gange, dels for at besnære den, dels, fordi hendes strømpesokker havde mistet deres tag på tagets glatte is. Så skred hun lige så gratiøst, som hun var trippet op, igen med af trinene, og jeg havde det betydelig bedre, jeg, der stod og ventede ved foden af stigen, da hun baduts landede på mine tæer.
³³ Nun fehlte nur noch die Arbeit, dem Ofen die Kehle zu scheuern. Sie wurde ihm vom Rumpfe getrennt, worob er stark rauchte, was Frau Mara so jäh zum Örtchen entfliehen liess, dass nur noch der blau-weiss gestreifte Pyjamapodex in der Türöffnung zu sehen war; aber während ihrer Flucht und im (71) Freien gab sie noch der Meinung Ausdruck, man sollte so etwas lieber in ihrer Abwesenheit tun.	Nu manglede kun arbejdet med at skure ovnen i halsen. Halsen blev skilt fra rumpen, hvad den røg stærkt af, og det fik fru Mara til at flygte så skyndsomt fra stedet, så kun den blå-hvidstribede pyjamasbagdel var at se i døråbningen, men mens hun flygtede, og da hun var kommet ud i det fri, gav hun stedse udtryk for den mening, at man skulle gøre den slags, når hun ikke var hjemme.
³⁴ Wir, die drei Schwerarbeiter -- Frau Giesas Tochter war auch dabei ausser der Skoppin -- hielten entweder das Rohr oder beklopften es von allen Seiten, dass ihm schwarze Rußsuppe in einen untergestellten Eimer zu entrinnen begann, oder fuhren auch hinein in die schwarze Öffnung mit Schaufeln und Händen, um den Ofen schneller purgieren zu lassen -- und siehe da: für eine Woche unterliess er das Rauchen und machte die Stube um einige Grade wärmer.	Vi, de tre arbejdsmænd -- fru Giesas datter var også med til det udover fru Skop -- holdt enten på røret eller klappede på det fra alle sider, så den sorte sodsuppe begyndte at løbe ned i en spand, der var stillet nedenunder, eller vi drog ind i den sorte åbning med skovle og hænder for hurtigere at lade ovnen rense -- og se så: en hel ugen igennem lod den være med at ryge og gjorde stuen nogle grader varmere.
³⁵ Dann konnte man einen röhrenformigen Topf in die Öffnung des Ofendeckels hineinlassen und dauernd warmes Wasser herstellen, das so bitter zur Reinigung notwendig war, vor allem, als man die Sauna wegen Brennstoffmangels schloss. Die Morgenwäsche ging zwar in der Torfkammer in kaltem Wasser vor sich, in dem noch die Eisstückchen herumschwammen.	Så kunne man sætte en rørformet gryde ned i ovnlågets åbning og hele tiden lave varmt vand, som var så bitterlig nødvendigt til rengøringen, fremfor alt, da man lukkede saunaen på grund af brændselsmangel. Morgenvaskningen foregik ganske vist i tørverummet i koldt vand, hvori der endnu svømmede isstykker rundt.
³⁶ (Daß die aufeinanderfolgende Benutzung durch 10 Personen -- es war ja nur eine Waschschüssel vorhanden -- reibungslos verlief, zeugt für unsere Disziplin and unsern Gemeinschaftssinn). Abends wurde aber warmes Wasser gebraucht, denn täglich vor dem Schlafengehen sass in einer Ecke jemand und wusch sich die Haxen, und wenigstens einmal in der Woche nahm ein jeder, gedeckt durch Papiervorhänge, eine völlige Reinigung des sündigen Körpers vor. Wenn wir da nicht den Ofen gehabt hätten!!	(At den på hinanden følgende afbenyttelse af 10 personer -- der var jo kun ét vaskefad forhånden -- forløb gnidningsfrit, viser vores disciplin og vor gode fællesskabsfølelse). Men om aftenen blev der brugt varmt vand, for hver dag, før man gik i seng, sad hver i sin krog og vaskede sine ben, og i hvert fald én gang om ugen foretog enhver, dækket af et papirforhæng, en fuldstændig rengøring af den syndige krop. Hvis vi da ikke havde haft ovnen!!
³⁷ Kam ich zum Mittagessen von der Schule oder der Theaterprobe heim, so hörte ich schon von weitem "Pascha" in der Bade- und Kohlenkammer Stubben hacken. Auch er diente dem Ofen. Öffnete ich die Tür, so sah ich bestimmt Frau Skopp mit geblähten Wangen in den Ofen blasen. Der Röhrentopf kochte in Ofen. Wäsche wurde im schnell erhitzten Wasser gereinigt, bereits trocknes Linnen über dem Ofenrohr glatt gebügelt.	Hvis jeg kom hjem til middagsmaden fra skolen eller fra teaterprøve, så hørte jeg allerede på lang afstand "pasha" hakke stubbe i bade- og kulkammeret. Også han gjorde tjeneste for ovnen. Åbnede jeg døren, så så jeg bestemt fru Skop blæse ind i ovnen med basunkinder. Ovngryden kogte oven på ovnen. Vasketøj blev rengjort i hurtigt ophedet vand, allerede tørret linned blev strøget glat over ovnrøret.
³⁸ Um den Ofen herum saß der Rest der Weiblichkeit, schrieb Briefe, lernte Russisch, arbeitete eine Einkaufstasche aus Strohsackpapier oder schmökerte ein Buch aus der Lagerbibliothek. Auf dem Ofen stand die den Lehrkräften zugebilligte Milch -- 1/4 1 pro Tag -- und wartete darauf, als Nachtisch zum Mittagessen in die durstigen Mägen zu wandern. Auf der Ofenplatte wurde das Essen für Nachzügler warm gestellt. (72)	Rundt om ovnen sad resten af de kvindelige beboere, skrev breve, lærte russisk, arbejdede på en indkøbstaske af dynebetrækspapir eller læste en bog fra lejrens bibliotek. Oven på ovnen stod den kvarte liter mælk, der var bevilget lærerpersonalet pr dag og ventede på at vandre ned i de tørstige maver som dessert til middagsmaden. På ovnpladen blev maden holdt varm til efternølerne.
³⁹ Während des Mittagsmahles musste der Ofen Wasser erhitzen zum Spülen des gebrauchten Geschirrs. Dann hatte er ein Weilchen Ruhe, und auch seine Hüterin, Frau Skopp, der Püsterich, konnte sich, müde vom Pusten, zu Bett legen. Aber bald stand wieder die "Schlunz" der Magenkranken auf der Platte, und die Mittagsruhe des Wärmespenders war zu Ende.	Mens vi spiste til middag, måtte ovnen varme vand til opvask af det bestik, vi havde brugt. Så havde den en smule ro, og også dens røgterske, fru Skopp, der havde pustet, kunne, træt af alt pusteriet, lægge sig på sengen. Men snart stod igen de mavesyges sjat på pladen, og varmemagerens middagsro var til ende.
⁴⁰ Abends ging die eine Insassin in russische Stunden, die andere in eine pädagogische Arbeitsgemeinschaft, Frau Mara in den anthroposophischen Zirkel, gefolgt vom lammfrommen Lottchen, das sich alles anhörte, ohne Proselyt zu werden, und ich zur Volksbühne. Was machte der Rest? Er badete oder las oder schrieb oder machte Handarbeit, bis ein Ereignis in unser friedliches Dasein einen Schnitt machte:	Om aftenen gik den ene beboer til russisktime, den anden til pædagogisk studiekreds, fru Mara til den antroposofiske cirkel, fulgt af den lammefromme Lotte, der hørte på det altsammen uden at blive proselyt, og jeg gik til folketeatret. Hvad gjorde resten? De badede eller læste eller lavede håndarbejde, indtil en begivenhed gjorde afbræk i vor fredelige tilværelse:
⁴¹ Wir hatten eine Hängelampe über dem Tisch, die uns das Lesen des Abends erlaubte. Wir hatten auch eine stärkere Birne als Deckenbeleuchtung organisiert, und unsere Baracke war gemütlich am Abend. Aber während der strengen Kälte nahte das Unheil. Um Mitternacht traten zwei dänische Lagerleiter in die Baracke und fahndeten nach Holz. Börge Nielsen staunte über die strahlende Beleuchtung, riss mit einem Griff die von uns besorgte Kabelschnur der Hängelampe ab, schraubte die wattstarke Deckenbirne aus und steckte alles kältlächelnd in die Tasche. (5#50)	Vi havde en hængelampe over bordet, som tillod os at læse om aftenen. Vi havde også organiseret en stærkere pære som bordbelysning, og vores barak var hyggelig om aftenen. Men under den strenge kulde nærmere ulykken sig. Ved midnat trådte to danske lejrledere ind i barakken og søgte efter træ. Børge Nielsen undrede sig over den strålende belysning, rev med ét greb den ledning, vi havde sørget for til hængelampen, af, skruede den stærke bordbelysning af og stak det hele i lommen med et koldt smil.
⁴² Aus war es mit der Herrlichkeit! Künftig lag die ganze Baracke am Abend in trüber Dämmerung da. Was blieb einem ubrig, wenn man nicht um sechs Uhr ins Bett kriechen wollte? Hin und wieder einten wir unsere Stimmen zu einem vierstimmigen Volkslied und dachten dabei der Zeiten, in denen wir es früher gesungen. Oder wir griffen zum Kartenspiel. Dazu reichte die Beleuchtung aus.	Så var det ude med herligheden! Fremover lå hele barakken om aftenen hen i en kedelig skumringsbelysning. Hvad skulle man så gøre, når han ikke ville krybe til sengs klokken seks? Af og til slog vi vore stemmer sammen til en firstemmig folkesang og tænkte derved på de tider, hvor vi tidligere havde sunget den. Eller vi greb til kortspil. Til det slog belysningen til.
⁴³ Wenn ich so um 3/4 10 von der Volksbühne heimkehrte, lag ein Teil in den Betten, Frau Skopp kniete vor den eisernen Kanonenöfchen und stopfte ihm das Futter für die Nacht in den Schlund, der Rest sass rundherum um den Kalorienerzeuger bei Doppelkopf oder Skat und liese die Karten auf die Platte knallen -- bis Mitternacht - wenn die Polizei nicht protestierte.	Når jeg således kom hjem klokken kvart i ti fra folketeatret, lå en del i sent, fru Skopp knælede foran kanon-ovnen og stoppede nattens foder ind i gabet på den, resten sad rundt omkring om kalorieforsyneren og spillede dobbeltkopf eller skat og lod kortene knalde mod bordpladen -- indtil midnat -- hvis politiet ikke protesterede.
⁴⁴ Was waren wir ohne den Ofen gewesen? Ein Nichts! Oder ein frierendes Etwas. Dreimal hoch der Ofen, der Spender von Wärme und Behaglichkeit, der Gemeinschaft bildende Mittelpunkt der Baracke: Hoch! Hoch!! Hoch!!! (73)	Hvad havde vi været uden ovnen? Et intet! Eller et frysende noget. Tre gange hurra for ovnen, den, der skaber varme og behagelighed, barakkens fællesskabsdannende midtpunkt: Hurra! Hurra! Hurra!
⁴⁵ Von Shakespeare bis Blumenthal. Wir von der Volksbühne kannten keine Unterbrechung der Spielzeit. Wir spielten Tag für Tag und sonntags oft zweimal. Aber dennoch war der Konnex mit dem Publikum im Winter viel stärker: Dann drückte keine dumpfige Hitze auf die Aufmerksamkeit, und unsere Schaubude war eine Lichtinsel in der kalten, dunklen Nacht. Ja, man konnte dies sogar symbolisch nehmen: manchen riss sie in diesen Stunden, da die Dämmerung der Baracken zum Grübeln verführte, aus der Finsternis des Verzagtseins und des Verzweifelns.	Fra Shakespeare til Blumenthal. Vi fra folketeatret kendte ikke til nogen afbrydelse af spilletiden. Vi spillede dag efter dag og om søndagen ofte to gange. Men alligevel var forbindelsen med publikun meget stærkere om vinteren: Da var der ikke nogen dump hede, der fjernede opmærksomheden, og vores teaterbygning var en ø af lys i den kolde, mørke nat. Ja, man kunne sågar tage dette symbolsk: mange rev sig i disse timer, hvor barakkernes skumring forledte én til grublerier, ud af forsagthedens og fortvivlelsens mørke.
⁴⁶ Vor mir liegen die Programme der Volksbühne, einfache Blättchen in Maschinenschrift, aber alle mit einer kleinen, inhaltsbezogenen Vignette, die anfangs einer aus unserem Kreiß entwarf und nach ihm [als man ihn als SS-Scharführer, mit Handschellen gefesselt, ins Gefängnis geführt hatte,] der Danziger Graphiker Endrigkeit.	Foran mig ligger programmerne fra folketeatret, simple små foldere i med skrivemaskinskrift, men alle med en lille vignet om indholdet, som i begyndelsen blev udkastet af én af vores kreds, og efter ham [da han havde kastet ham i fængsel som SS-korporal, iført håndjern] den danzigske grafiker Endrigkeit.
⁴⁷ Was gäbe ich drum, wenn ich noch jetzt jeden Abend auf den Brettern stehen und die bunte Welt der Dichtung vor einem großen Kreis gestalten könnte. Wie schön wäre es, wenn jetzt, hier in Deutschland, einer der alten Kameraden von der Klövermärker Volksbühne neben mir sässe und ich zu ihm sagen könnte: "Weißt du noch?"	Hvad ville jeg dog ikke give for endnu hver aften at stå på de skrå brædder og kunne give skikkelse til digtningens brogede verden! Hvor skønt ville det ikke være, hvis der nu, her i Tyskland, sad én af de gamle kammerater fra Kløvermarkens folketeater ved siden af mig og jeg kunne sige til ham: "Ka' du huske?"
⁴⁸ Weißt du noch, wie wir bis zur Generalprobe so gar keine innere Beziehung zu den "Deutschen Kleinstädtern" Kotzebues gewinnen konnten, zumal die Regie stark auf den derben Effekt hinarbeitete, und wie unsere Stimmung umschlug, als wir uns erstmalig in den altväterlichen Kostümen bestaunten und als wir vor dem schönen Straßenbild Krähwinkels mit Laterne und Brunnen agierten?	Kan du huske, hvordan vi helt indtil generalprøven slet ikke havde kunnet få noget indre forhold til Kotzebues "Tyske småstæder", selv om opsætningen arbejdede stærkt hen imod den jævne virkning, og hvordan vores stemning slog om, da vi første gang forundredes over os selv i de gammeldags kostumer, og da vi spillede foran Krähwinkels smukke gadebillede med gadelys og brønd?
⁴⁹ Und ist es nicht wirklich so, daß der Wert dieses oft gebrachten Lustspiels vornehmlich in biedermeierlichen Kostüm und in der kleinstädtischen Kulisse liegt? Weißt du noch, wie wir vor Lachen nicht weiterspielen konnten, als Tönges bei Empfang des vermeintlichen hohen Herrn ganz unvermittelt mit krähender Stimme intonierte: "Heil dir im Siegerkranz!"? (74)	Og er det ikke i grunden sådan, at værdien af dette ofte spillede lystspil især ligger i de biedermeierske kostumer og den småborgerlige kulisse? Kan du huske, hvordan vi ikke kunne spille videre for latter, da Tönges, da han modtog den formentlig høje herre, ganske uformidlet med skrigende stemme udbrød: "Hil dig i sejrskransen!"?
⁵⁰ Mit der Aufführung des "Biberpels" hätte jedes Provinztheater prunken können. Frau Schneider hatte die Wulffin ja auch bereis [bereits] in Berlin gespielt. Unübertrefflich war der ewig schläfrige Mitteldorf in seiner unterwürfigen, milden Trunkenheit, die nur hinter dem Rücken des gewaltigen Wehrhan etwas auszusetzen wagte. "Et kracht, Mutter Wulffen, et kracht!".	Ethvert provinsteater ville have kunnet prale af opførelsen af "Bæverpelsen". Fru Schneider havde jo også allerede spillet Wulffin i Berlin. Uovertruffent var den evigt søvnige Mitteldorf i hans underdanige, milde rus, som kun vovede at udføre noget bag ruggen på den gevaldige officer. "Det knager, mutter Wulffen, det knager!"
⁵¹ "Im Weißen Rössl" war eine lustige Angelegenheit. Stärker als alle mimischen Künste wirkte der Regen, der naturwahr aus einem Deckensieb auf Giesecke nebst Schwester und Tochter herniederplanschte. Ja, und wie Vater Messing sein Dampfschiff immer so geschickt auf die Bühne steuerte, daß das Hinterteil, das gar nicht da war, schön in den Kulissen verschwand!	"I den hvide Rose" var gav anledning til spas. Stærkere end al skuespilkunst virkede regnen, der fra et gennemhullet tæppe på ganske naturlig måde plaskede ned på Giesecke og hendes søster og datter. Ja, og kan du huske, hvordan Fader Messing altid styrede sit dampskib så tilpas kort ind på scenen, at den bagerste del, der slet ikke var der, på smukkeste vis forsvandt ind bag kulisserne!
⁵² Weißt du noch, wie Tönges, der Leopold, einmal den Schluckauf bekam, mit tränenden Augen ihn zu unterdrücken versuchte und wir in den Kulissen vor Lachen barsten, wenn jeder Spruch durch ein "Hick" unterbrochen wurde, oder wie "mein Töchterchen" einmal auftreten sollte und nicht erschien, weil sie woanders war, auf der von ihr geliebten stillen Klause?	Kan du huske, hvordan Tönges, Leopold, engang fik hikke, forsøgte at undertrykke den med tårer i øjnene, og hvordan vi i kulisserne brølede af latter, da enhver replik blev afbrudt af et "hik"? Og kan du huske, hvordan "min kære datter" engang skulle optræde og ikke kom, fordi hun var andetsteds engageret, nemlig på det af hende højt elskede lille hus?
⁵³ "Wie es euch gefällt" war doch nächst "Kabale und Liebe" unsere gediegenste Aufführung. Meinst du nicht auch? So recht shakespearisch war das Mädchenpaar Celia und Rosalinde. Gut war auch die derbe Adelheid Hilde Schneiders, die immer so natürlich einschlief, wenn ich als Monsieur Jacques mein Saitenspiel rührte. Wie bebte ich beim Klampfen davon, daß Melodie und Begleitung nicht übereinstimmten oder eine Saite riss.	"Som man behager" var dog ved siden af "Kabale og kærlighed" vores bedste opførelse. Mener du ikke også? Sådan ret så shakespearsk var de to piger Celia og Rosalinde. God var også den jævne Adelheid Hilde Scneiders, der altid faldt i søvn på så utrolig måde, når jeg som monsieur Jacques rørte mit strengespil. Kan du huske, hvordan jeg, når jeg skulle klimpre på det, bævede for, at melodi og ledsagelse ikke skulle stemme overens, eller for, om en streng gik i stykker.
⁵⁴ Weißt du noch, wie unser Bauer Wilhelm mit jeder Aufführung starker stotterte, um nur ja seine dünne Gestalt länger auf der Bühne zeigen zu können? Und wie trug das schöne Bühnenbild Endrigkeits zu dem Märchenhaften, Unwirklichen der Aufführung bei. Es war doch seltsam, daß auch die einfachen Leute von dem Zauberhaften dieses Stücks, von dem freien Schalten der Phantasie angerührt wurden. Und wir Akteurs merkten an allem, daß ein genauer Kenner der Bühne diese Reihe edler Menschen und ergötzlicher Clowns ins Leben gerufen hatte. (75)	Kan du huske, hvordan vor gode bonde Wilhelm for hver opførelse kom til at stamme mere, bare for at kunne fremvise sin tynde skikkelse i længere tid på scenen? Og kan du huske, hvordan Endrigkeits smukke scenografi bidrog til det eventyragtige og uvirkelige ved opførelsen? Det var dog sælsomt, at også enfoldige mennesker blev påvirket af det fortryllende ved dette stykke, af fantasiens frie skalten og valten. Og vi skuespillere mærkede på det hele, at det var en virkelig kender af scenen, der havde kaldt denne række af ædle mennesker og guddommelige klovne tillive.
⁵⁵ "Der Hof auf dem Lavafeld" (Gaard i Hraun) von Sigurjonsson bedeutete uns Neuland, führte er uns doch in die Welt Islands und die verhaltene dänische Schauspielkunst ein. Schön war es, daß wir bei diesem Stück einen dänischen Regisseur hatten, der auf Island geboren war und dort lange gelebt hatte. So wussten wir, daß unsere Kostüme stilecht waren, und das gab Sicherheit.	"Gården i Hraun" af Sigurjonsson betød et nyt område for os, han førte os gennem Islands verden og den tilbageholdende danske skuespilkunst. Skønt var det, at vi ved dette stykke havde en dansk regissør, som var født på Island og havde levet længe dèr. Så vidste vi, at vore kostumer var stilægte, og det gav sikkerhed.
⁵⁶ Das Werk hatte ursprünglich einen tragischen Ausgang gehabt, war dann vom Dichter zum happy end umgebogen worden, aber in seiner ganzen Anlage drängte noch alles auf eine Katastrophe hin, die unerwartet ausblieb: Dennoch gefiel es dem Publikum ungemein, wobei sicher das stimmungsvolle Bühnenbild mit dem silbernen See im Lavafeld das seine tat.	Værket havde oprindelig en tragisk afslutning, men var så blevet forandret af forfatteren til happy end, men i hele sit anlæg førte dog det hele frem mod en katastrofe, som så ganske uventet udeblev: Allligevel faldt det ualmindelig godt i publikums smag, hvad sikkert også den stemningsfulde scenografi med den sølverne sø på lavamarken gjorde sit til.
⁵⁷ Doch soll das nicht die gute Darstellung herabsetzen. Frau Margrit Domnick, eine Berufsschauspielerin, war so in ihre Rolle hineingewachsen, dass sich ihre strahlend blauen Augen in der Auseinandersetsung mit ihrem Vater jedesmal mit Tränen füllten, wenn sie zwischen ihrem Erzeuger und ihrem Liebsten wählen sollte. Der schönste Lohn für uns war das Urteil des dänischen Regisseurs: "In Rejkjavik ist es nicht besser gegeben worden" - und er musste es ja eigentlich wissen.	Dog skal man ikke af den grund undervurdere den gode fremstilling. Fru Margrit Domnick, en professionel skuespillerinde, var i den grad vokset ind i sin rolle, at hendes strålende blå øjne hver gang, hvor hun havde sin uoverensstemmelse med sin far, fyldtes med tårer, når hun skulle vælge mellem sin opdrager og sin elskede. Den skønneste løn for os var den danske regissørs bedømmelse: "I Reykjavik er det ikke blevet opført bedre" -- og han måtte jo om nogen vide det.
⁵⁸ Ein neues Programmblatt: "X Y Z" von Klabund. Die "Deutschen Nachrichten" rissen in ihrer Kritik das Stuck herunter, aber wir von der Bühne hatten es gern, weil jede Rolle dem Darsteller gestattete, richtig zu mimen. Es war eben auch von einem geschrieben, der die Bühne kannte und alle Wirkunsmöglichkeiten erschöpfte.	Et nye program: "XYZ" af Klabund. "Deutsche Nachrichten" gennemheglede stykket i sin kritik, men vi på scenen kunne godt lide det, fordi enhver rolle rigtig lod skuespilleren folde sig ud. Det var jo også skrevet af én, der kendte scenen og udtømte alle virkemidler.
⁵⁹Und war Frau Domnick nicht bezaubernd in ihrem kapriziösen Spiel und ihren tollen Kostümen? Sie brachte auch die nötige Anmut und alle Launen des Weibchens mit, die diese Rolle verlangte. Auf unserer Tournee nach der Tysk Skole, nach Store Magleby, Dragör, Ryvej und Krokodil weckten wir immer helle Begeisterung mit diesem gehaltlich zwar schwachen, aber graziösen und einfallsreichen Lustspiel.	Og var fru Domnich ikke fortryllende i sit kapriciøse spil og sine fantastiske kostumer? Hun medbragte også den nødvendige ynde og alle de kvindelige luner, som denne rolle forlangte. På vores turné til den tyske skole, til Store Magleby, Dragør, Ryvej og Krokodil vakte vi altid stor begejstring med dette lystspil, der vel hvad indhold angår var svagt, men alligevel var graciøst og idérigt.
⁶⁰ Ja, von Romantik blieb wenig erhalten in Eichendorffs "Freiern" unter der handfesten Regie. Das Bühnenbild -- Schloss, Park, Mondlicht -- und die reizvollen Vertonungen der eingestreuten Lieder [durch Maria Cornelissen] retteten etwas davon. Schade, dass Tönges, besorgt um seine schwache Musikalität, die Gesänge (76) im schärfsten Presto herunterjagte, um sie möglichst schnell erledigt zu haben. Das Kleeblatt Flitt, Schlender, Fleder konnte seinem Hang zur Clownerie freien Lauf lassen, besonders Fleder, der seiner blechernen Zaubergeige allerlei komische Wirkungen entlockte und der zuweilen auch das Torgitter als Harfe benutzte.	Ja, der blev ikke megen romantik tilbage i Eichendorffs "Frieri", når det blev så håndfast sat op. Scenebilledet -- slot, park, månelys -- og de henrivende fremførelser af de indlagte sange [af Maria Cornelissen] reddede noget af det. Skade kun, at Tönges, der var bekymret for sin svage musikalitet, jappede sangene igennem i det hurtigste presto, for hurtigst muligt at blive færdig med dem. Trekløveret Flitt, Schlender og Fleder kunne få frit afløb for deres hang til klovnerier, især Fleder, som lokkede alle mulige komiske virkninger ud af sin trylleviolin af blik, og som også af og til brugte gitterporten som harpe.

⁶¹ Zum Schluss Max Halbes "Strom", meine Abschiedsvorstellung, in der die Renate über sich hinauswuchs. Da hatten wir sofort den Kontakt mit den Bauern aus Ost- und Westpreussen, die da unten im Parkett sassen und Heimatluft atmeten, wenn sie von dem Kampf mit Eisgang und Wasserfluten hörten, oder wenn Ullrichs in seine Rede "Menschenskind" und "Na, Kerlchen" einflocht. Da waren wir alle mit großem Ernst dabei, auch die drei Jungs, die durch Reiben von Papier auf den Rückseiten der Kulissen das Anschwellen und Abebben des heulenden Sturmes täuschend nachahmten.	Til sidst Max Halbes "Strøm", min afskedsforestilling, hvor Renate voksede ud over sig selv. Her havde vi med det samme kontakt med bønderne fra Øst- og Vestprøjsen, som sad dernede i parkettet og indåndede luften fra deres hjemstavn, når de hørte om kampen mod isgang og oversvømmelser, eller når Ullrichs indflettede et "Menschenkind" og et "Na, Kerlchen" i sin tale. Her var vi alle med i stor alvor, også de tre drenge, som til forveksling efterlignede stormens hylen, når den tog til og når den tog af, ved at gnubbe papiret på bagsiden af kulisserne.
⁶² Es war immer ein Stückchen Feiertag im Alltag, dieses allabendliche Auftreten. Es wurde zur lieben Gewohnheit, und gerne würde ich sie auch heute noch pflegen und inmitten all derer stehen, die in 236 Aufführungen in einem Jahr 73.719 Zuschauer mitrissen. Wie sehne ich mich nach den heiteren Gesprächen in der Garderobe, in denen die Erregung des Spiels sich sachte legte, so dass der Heimweg durch das nachtliche Klövermarken, an dessen Grenzen die Scheinverfer gleissten und die Posten mit geschultertem Gewehr zwischen den Stacheldrahtzäunen die Runde machten, die endgültige Beruhigung bringen konnte. (77) (n62)	Det var altid et lille stykke helligdag i hverdagen, denne optræden hver aften. Det blev til en kær vane, og gerne ville jeg også i dag pleje den og stå midt blandt alle dem, som med 236 opførelser på et år henrykkede 73.719 tilskuere. Hvor længes jeg ikke efter de ophidsede samtaler i garderoben, hvor ophidselsen ved spillet langsomt lagde sig, så hjemvejen gennem det natlige Kløvermarken, ved hvis grænser lyskasterne skinnede, og hvor vagtposterne gik deres runder med gevær i hvil mellem pigtrådshegnene, kunne bringe den endelige beroligelse.
⁶³ Lagerpsyche und Lagerkoller. Mein Schulkamerad, der Rossitter Parasitologe, leitet die Entstehung der Schmarotzer aus dem Urtrieb des Neides her. Die Machtfülle, die der Schwächere nicht aus eigener Kraft erlangen kann, sucht er durch List und Tücke zu stürzen: neben Gott steht der Teufel, neben Siegfried Hagen.	Lejrpsyke og lejrkuller Min skolekammerat, parasitologen fra Rossit, udleder udviklingen af snyltedyr fra den urdrift, der hedder misundelse. Den magtfylde, som den svagere ikke kan nå frem til af egen kraft, søger han at omstyrte ved list og lumskhed. Ved siden af Gud står djævelen, ved siden af Siegfried Hagen.
⁶⁴ Das Sprichwort: ''Es ist dafür gesorgt, daß die Bäume nicht in den Himmel wachsen", bekundet die Gottgewolltheit dieses hässlichen Gefühls, das jeder Maßlosigkeit ein Ziel setzt. Neid wuchert immer, aber in der Abgeschlossenheit städtischer Wohnungen fand er nicht solch einen Nährboden wie hier in Klövermarken, wo in manchen Baracken 50 Leute zusammen hausten, und wirklich einander in die Töpfe guckten.	Ordsproget: "Der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen", bevidner, at det er Gud, der har villet denne hæslige følelse, som sætter et mål for ethvert umådehold. Misundelse breder sig altid, men den fandt i de bymæssige boligers afsondrethed ikke sådan en grobund som her i Kløvermarken, hvor der i mange barakker boede 50 mennesker sammen, og virkelig kunne se hinanden i kortene.
⁶⁵ Da brauchte nur ein Essensträger jemandem, der durch seine Leistungen für die Allgemeinheit hervorragte, als Anerkennung einen Schlag extra zu geben, und schon setzte ein leises oder auch lautes Murren ein. Wer Freunde in Kopenhagen hatte, von ihnen mancherlei begehrliche Sachen erhielt und sie glücklich durch die Wachen schmuggelte, wurde beneidet. Wer als Lohn für seine Arbeit oder aus Freundlichkeit von andern Tabak geschenkt bekam, wurde mit scheelen Augen angesehen, und die schlimmste Aufgabe hatte wohl die Barackenälteste, die die Kaltverpflegung teilen musste.	Her var det kun nødvendigt for én, der havde noget spiseligt, at én, der gennem sine præstationer ragede op over det almindelige, gav ham et slag ekstra på skulderen som anerkendelse, straks satte en sagte eller måske endda højlydt murren ind. Den, der havde venner i København, og fik mange højtbegærede sager af dem og lykkeligt fik dem smuglet gennem vagten, han mødte misundelse. Den, der som løn for sit arbejde eller af venlighed fik tobak forærende af andre, ham blev der set på med skæve øjne, og den værste opgave havde vel baraklederne, der måtte fordele koldforplejningen.
⁶⁶ Daß sie dies mit ruhigen Fingern tat, obwohl die meisten Augen der Mitbewohner kontrollierend zuschauten, ist höher zu bewerten als die Gefasstheit eines Kandidaten im Staatsexamen, da sie es täglich tun musste. Das liebe Essen gab mancherlei Anlass zum Streit, doch wäre es eine Unterlassungssünde, wenn ich nicht feststellte, dass in vielen Baracken ein tadelloser Gemeinschaftsgeist herrschte, der es für zu niedrig erachtete, wegen eines zu grossen oder zu kleinen Stücks Margarine gleich Lärm zu schlagen.	At de gjorde det med rolige fingre, selv om de fleste øjne hos de andre beboere kontrollerende så til, det skal man vurdére højere, end hvis én, der skal op til eksamen, er fattet, for de må gøre det hver dag. Den kære mad gav mange slags anledninger til strid, dog ville det være en undladelsessynd, hvis jeg ikke slog fast, at der i mange barakker herskede en dadelfri fællesskabsånd, som regnede det for for nedværdigende straks at slå alarm på grund af et for stort eller for lille stykke margarine.
⁶⁷ Natürlich waren die meisten davon überzeugt, dass die Leute von der Küche ein Vielfaches von dem erhielten, was dem Durchschnittsklövermärker zukam, (n67) ja, ich habe es miterlebt, dass einem Fleischer, der auch in der Küche gearbeitet hatte, als er schon auf dem Abtransport war, auf telefonischen Anruf des Bürgermeisters das Gepäck auf Fleisch (78) oder Speck untersucht wurde. Der Mann konnte ruhig in seine Sachen hineinschauen lassen, denn er hatte nichts entführt. -- So ziemlich täglich fur ein dänischer Wagen vor der Zentralküche vor, um Knochen abzuholen.	Naturligvis var de fleste overbevist om, at folkene i køkkenet fik mange gange mere, end hvad der tilkom en gennemsnits kløvermarksbeboer, ja jeg har selv oplevet, at en slagter, der også havde arbejdet i køkkenet, da han allerede var på vej til Tyskland, fik sin bagage undersøgt for kød eller spæk, fordi borgmesteren havde telefoneret om det. Manden kunne rolig lade folk se ind i hans sager, for han havde ikke taget noget med. -- Sådan næsten hver dag kørte en dansk vogn hen foran centralkøkkenet for at afhente ben.
⁶⁸ Er war schon mit dem Abraum englicher Küchen beladen. Sobald er erschien, wurde er vom Küchenpersonal gestürmt, das immer gute fleichbesetzte Knochen, ja auch Fett und Wurst ergatterte, die die Tommies als verdorben verschmäht hatten. Die Spitze des Sturmkeils war immer eine dicke Madam, von der man nur das große Hinterviertel sah, sobald sie den Wagen geentert hatte, ihre Greifwerkzeuge wühlten gierig in den Überresten und sonderten das Gute vom Bösen. Des Essens wegen drängten sich jüngere Internierte zur Arbeit beim Engländer im Kastell und Hafen oder bei der deutschen Minensuchflotille im Zehnmeterbassin.	Den var allerede lastet med affaldet fra det engelske køkken. Såsnart den viste sig, blev den bestormet af køkkenpersonalet, som altid fik fingre i gode ben med kød på, ja også fedt og pølse, som tommyerne havde forsmået som fordærvet. Spidsen af denne stormkile var altid en tyk madamme, som man kun se den store bagfjerding af, så snart hun havde entret vognen, hendes gribeværktøjer gravede begærligt i resterne og skilte det gode fra det dårlige. På grund af maden stod de yngre af de internerede i kø for at få arbejde hos englænderne på Kastellet og i havnen eller hos den tyske minerydderflotille i timeterbassinet.
⁶⁹ Diese Tatsachen widerlegen die Meinung Uneingeweihter, daß es die in Dänemark Internierten ernährungsmäßig hervorragent gehabt hätten. Am Montag gab es regelmäßig Grütze zu Mittag (eine Zeit lang auch Donnerstag), die sehr gut schmeckte, aber sehr rumorte, am Sonntag Erbsen oder -- sehr selten -- auch Gulasch mit Salzkartoffeln, d. h. von Fleisch war keine Spur, wohl aber von Fleischtunke. Sonst lieferte der Küchenzettel zu Mittag Wrüken, Mohrrüben, Weißkohl, Sauerkohl, Grünkohl und Hering.	Disse kendsgerninger modsiger den mening hos de uindviede, at de, der var interneret i Danmark, har haft det ernæringsmæssigt fremragende. Om mandagen var det reglen, at man fik grød til middag (lang tid igennem også om torsdagen), som smagte meget godt, men også rumlede meget, om søndagen fik vi ærter eller -- meget sjældent -- gullasch med kartofler, det vil sige, der var intet spor af kød, men nok af kødsovs. Ellers lød spisesedlen om middagen på roer, gulerødder, hvidkål, surkål, grønkål og sild.
⁷⁰ Eine Zeit gab es ein- bis zweimal wochentlich Fische, (Hornfisch, Makrelen, Dorsch, Flundern), die mit der eigenen Tagesfettration auf dem Barackenofen gebraten werden mussten. Für die Kaltverpflegung wurden grobes und Sigtebrot geliefert, die für einen erwachsenen Mann nicht ausreichten, der auch nicht von dem 3/4 l Eintopf zu Mittag satt wurde. Oft halfen dann Familien mit Kleinkindern aus ihrem Überschuss den Hunger stillen. An Belag gab es täglich Käse und Wurst, zuweilen auch irgendwelche Räucherfischchen.	Et stykke tid igennem var der én eller to gange om ugen fisk (hornfisk, makrel, torsk, flynder), som skulle steges med ens egen dagsration af fedt på ovnen i barakken. For koldforplejningen blev der leveret groft rugbrød og sigtebrød, men det kunne ikke slå til til en voksen mand, der heller ikke kunne blive mæt af de 3/4 liter sammenkogt ret til middag. Ofte hjalp familier med små børn så med at stille sulten ud af deres overskud. Som pålæg var der hver dag ost og pølse, af og til også en eller anden slags røget fisk.
⁷¹ Einige Wochen hindurch war der Käse so glasig und lederartig, dass ein Bekannter ihn in die Kulturausschußsitzung mitnahn und dort fragte, ob das ein neuer Werkstoff sei. Ein glücklich in Deutschland Gelandeter schrieb zurück, daß die Wurst dort nicht wie in Dänemark aus Farbe, Wasser und Kleister bestünde. Es ist ja verständlich, daß der dänischen Staat den ungebetenen Gästen nicht die erste Qualität an Fleisch und Nährmitteln vorsetzte. (79)	Nogle uger igennem var osten så glasagtig og læderagtig, at én af mine bekendte tog den med til kulturudvalgsmødet og spurgte, om det var et nyt materiale til sløjdundervisningen. Én, der lykkeligt var landet i Tyskland, skrev tilbage, at pølsen dèr ikke som i Danmark bestod af farve, vand og klister. Men man forstår godt, at den danske stat ikke satte kød og næringsmidler af første kvalitet frem foran de ubudne gæster.
⁷² Die Zucker belief sich auf 105 g wöchentlich, die tägliche Fettration -- anfangs Butter, dann Margarine -- auf 20 g. (n72) Sicher war das Essen mengenmässig besser als in Deutschland, aber eine deutsche Hausfrau konnte mit dem wenigen, was sie erhielt, den Speisezettel abwechslungsreicher gestalten. Das Essen in Klövermarken war zu eintönig, zu gleichbleibend. Es fehlte Obst und Eier. Zweimal haben wir ein ganz klein wenig Rhabarberkompott erhalten und zwei- bis dreimal eine Tomate, Bier überhaupt nicht.	Sukkerrationen var på 105 g om ugen, fedtrationen på 20 g om dagen, i begyndelsen smør, derefter margarine. Det kan godt være, at maden mængdemæssigt var bedre end i Tyskland, men en tysk husmoder kunne med det lidt, hun fik, få en mere afvekslende spiseseddel ud af det. Maden i Kløvermarken var for ensformig, for meget det samme. Man fik ikke frugt og æg. To gange fik vi en ganske lille klat rabarberkompot og to eller tre gange en tomat, øl fik vi overhovedet ikke.
⁷³ Ich schwankte wirklich einmal, als ich in den Straßen Kopenhagens eine große saftige Birne angebissen auf der Erde liegen sah, ob ich sie aufheben oder vorübergehen sollte. So ist es kein Wunder, daß alle Insassen, denen die Möglichkeit geboten wurde, das Lager zu verlassen, Obst und Marmelade, Kuchen und Fleisch erstanden und versuchten, diese Sachen ihre Angehörigen mitzubringen, und mancher Neidanfall dürfte milder beurteilt werden, wenn man an die unzureichende Kost denkt.	Jeg blev virkelig fristet engang, da jeg på Københavns gader så, at der lå en stor, saftig pære på jorden, som der var bidt af: Skulle jeg tage den op eller gå forbi? Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at alle de indsatte, som fik mulighed for at forlade lejren, købte frugt og marmelade, kager og kød og forsøgte at bringe det med til deres pårørende, og mangt et anfald af misundelse ville man nok bedømme lidt mildere, hvis man tænker på den utilstrækkelige kost.
⁷⁴ Rauchwaren wurden den Internierten nicht geliefert. Tabak ist nun einmal nicht lebensnotwendig, seine Beschaffung hätte dem dänischen Staat unnötige Ausgaben bereitet, also wurde er gestrichen. Sicherlich eine sehr verständige Einstellung; aber die Männer des Lagers waren damit nicht zufrieden. Sie gierten nach dem Genussmittel, an das sie gewöhnt waren. Aber wie sollten sie in seinem Besitz kommen? Nun, wer gute Bekannte in Kopenhagen hatte, bekam hin und wieder ein Päckchen Tabak geschenkt und schummelte es durch die Wache.	Der blev ikke leveret røgvarer til de internerede. Tobak er nu engang ikke livsnødvendigt, at anskaffe sig det ville have beredt den danske stat unødvendige udgifter, altså blev det strøget. Vel nok en forståelig indstilling. Men det var mændene i lejren ikke tilfredse med. De længtes stærkt efter det nydelsesmiddel, som de var vant til. Men hvordan skulle de komme i besiddelse af det? Nuvel, den, der havde gode bekendte i København, fik af og til en lille pakke tobak forærende og snød det med ind gennem vagten.
⁷⁵ Ringe und Uhren wurden durch einen Mittelmann in Kronen umgesetzt, und ein Teil des Erlöses wanderte zum Rauchwarenhandler, der meist nur den guten, nach Pflaumenmus und Honig duftenden Pfeifentabak auf Lager hatte, denn Zigaretten waren knapp und die dänischen Sorten nicht sehr geschätzt. 1945 konnte man in den Kopenhagener Zeitungen viele Tauschofferten lesen, in denen Stoffe und andere Mangelware gegen ausländische Zigaretten angeboten wurden, und eigens wurde immer betont, daß dänische Zigaretten nicht in Frage kämen.	Ringe og ure blev gennem en mellemmand omsat til kroner, og en del af det indløste gik til tobaksforhandleren, der for det meste kun havde den gode pibetobak på lager, der duftede af blommemarmelade og honning, for cigaretter var der ikke mange af og de danske sorter var ikke i særlig høj kurs. I 1945 kunne man i de københavnske aviser læse mange bytteannoncer, hvor klædestoffer og andre mangelvarer blev tilbudt imod udenlandske cigaretter, og det blev specielt betonet, at danske cigaretter ikke kunne komme på tale.
⁷⁶ Aber was machte der arme Internierte, der gar keine Beziehungen zu den Bürgern der Hauptstadt hatte? Nun, er sammelte Stummel, wenn er Ausgang hatte. Das Stummelsammeln (80) machte den Deutschen in den Straßen Kopenhagens als solcher sofort kenntlich. Ein Leidsgenosse, der vor mir die Untersuchung auf Contrebande auf der dänischen Wache Klövermarkens durchgemacht hatte, erzählte mir, ihn hätte jemand auf der Straße auf Dänisch angesprochen, und als er ihn nicht in derselben Sprache antworten konnte, ihm die Erkennungsmarkt der Kriminalpolizei gezeigt und ihm bedeutet, daß er auf dem kürzesten Wege von seiner Arbeitsstatte ins Lager zurückzukehren hatte. Und woran hatte der Beamte den Arbeiter als Deutschen erkannt? Am Stummelsammeln.	Men hvad gjorde den arme internerede, der slet ikke havde nogen forbindelse til hovedstadens borgere? Nuvel, han samlede skod, når han havde udgang. At tyskerne samlede skod, gjorde dem straks kendelige som tyskere i Københavns gader. En lidelsesfælle, der var kommet før mig igennem undersøgelsen for kontrabande i Kløvermarkens vagt, fortalte mig, at der engang var én der på gaden havde tiltalt ham på dansk, og da han ikke kunne svare ham på det samme sprog, havde han vist ham sit skilt fra kriminalpolitiet og fortalt ham, at han skulle vende tilbage til lejren ad den korteste vej fra hans arbejdsplads. Og hvordan havde betjenten set, at arbejderen var tysker? Jo, han samlede skod.
⁷⁷ Die Glücklichen, die ein- oder zweimal in der Woche einen Arzt ausserhalb Klövermarkens aufsuchen mussten, hatten ihre bestimmten Sammelstellen, die sie, wie Pilzsammler ihre Lieblingsweideplätze tun, nicht verrieten. Meist waren es Märkte oder Vorplatze von Bahnhöfen oder Straßenbahnhaltestellen oder Promenaden wie die "Lange Linie," die besonders nach dem Besuch ausländischer Kriegsschiffe ertragreich war. Wie schwer fällt es einem passionierten Raucher, an einem schönen Zigarrenstummel vorüberzugehen und den eigenen Tabakbeutel leer zu wissen!	De lykkelige, der én eller to gange om ugen skulle opsøge en læge udenfor Kløvermarken, havde deres bestemte samlesteder, som de ikke afslørede for andre, ligesom de, der samler svampe, ikke afslører deres gode steder. Det var mest markedspladser eller pladser foran banegårde eller sporvognsstoppesteder eller promenader som Langelinie, der var udbytterige, især efter besøg af udenlandske krigsskibe. Hvor svært faldt det ikke en passioneret ryger at gå forbi et skønt cigaretskod og vide, at hans egen tobakspung var tom!
⁷⁸ Ein Arzt, man könnte ihn einen verschämten Tabaksarmen nennen, befestigte an seinem Spazierstock eine Zwinge und piekte die Stummel im Vorübergehen auf, so wie die Straßenkehrer es im Park mit Papierresten tun. Kamen die Stummelsammler heim, dann wurde die Beute fein geschnitten, etwas getrocknet, und den Genuss, den ein so erworbenes Pfeifchen Tabak bot, kann nur ein leidenschaftlicher Raucher ermessen, der lange gedarbt hat.	En læge, man kunne kalde ham en genert tobaksstakkel, fik en dup sat på sin spadsererstok og prikkede skodderne op, når han gik forbi, ligesom gadefejerne gør det i parken med papirstumper. Når skodsamlerne kom hjem, så blev byttet snittet fint, tørret lidt, og den nydelse, som en således erhvervet pibe tobak bød på, kan kun en passioneret ryger, der længe har måttet undvære tobak, til fulde forstå.
⁷⁹ Aber nur sehr wenige hatten so oft Ausgang. Da blieben die "Goldmänner" als rettende Engel. Ich glaube wirklich, daß mancher Rauchsüchtige diesen beschürzten, vierschrötigen Arbeitern bei ihrer schmutzigen Tätigkeit die Flügel wachsen sah; denn sie brachten aus Gutmütigkeit den "Schniefke" ins Lager. Das war nicht etwa Schnupftabak, sondern Tabaksstaub, der offenbar vom Zementfußboden der Zigarettenfabriken aufgefegt worden war. Bis zum Eingangstor kamen dann die Rauchgieriger den "Goldmännern" entgegen, die den Harrenden wie Fortuna das begehrte Gut zuwarfen.	Men kun meget få havde så ofte udgang. Da var det "guldmændene", der blev de reddende engle. Jeg tror virkelig, at der var mange røgsyge, der så vingerne vokse ud på disse firskårne arbejdere med lændeklæde og beskidt arbejde; for de bragte i deres godmodighed "schniefke" ind i lejren. Det var ikke en slags snustobak, det var tobaksstøv, som åbenbart var blevet fejet op fra cigaretfabrikkernes cementgulve. Lige henne fra indgangsporten kom så de røgbegærlige "guldmændene" i møde, og de tilkastede de hungrende det begærede stof som en slags Fortuna.
⁸⁰ Manche der Beschenkten stopften gleich (81) die Pfeife, andere warfen den Staub ins Wasser, fischten den leichteren Tabak von der Oberfläche und trockneten das vom Zementstaub befreite Rauchwerk am Ofen, und ihre Geduld wurde durch erhohten Genuss bezahlt. Aber dies "Schniefke"bringen hörte ganz plötzlich auf.	Mange af dem, der var blevet begavet, stoppede straks piben, andre lagde støvet i vand, fiskede den lettere tobak op fra overfladen og tørrede den fra cementstøv befriede røgvare på ovnen og deres tålmodighed blev betalt med forhøjet nydelse. Men dette med at bringe "schniefke" til lejren hørte ganske pludselig op.
⁸¹ Da blieb der Eigenbau, aber dessen Ertrage waren nicht groß. Ab und zu erhaschte jemand bei der Hafenarbeit einige vollwertige importierte Tabakblatter und teilte davon seinen Freunden mit. Doch war das bald in die Luft geblasen, und der Hunger auf Rauchwerk war wieder da. Die Wirkung des Nikotins auf die Stimmung ist nicht zu unterschätzen. Ein Raucher, der sein Pfeifchen schmaucht, ist ein friedvoller Mann; fehlt ihm der geliebte Tabak, so sieht er die Welt grau in grau.	Så var der kun den mulighed tilbage selv at dyrke tobakken, men resultatet var ikke stort. Af og til huggede én og anden, der var beskæftiget i havnen, nogle fuldværdige importerede tobaksblade og delte dem med sine venner. Dog var det snart blæst op i luften, og sulten efter røgvarer var der igen. Man må ikke undervurdére virkningen af nikotin på stemningen. En ryger, der nyder sin pibe, er en mere fredelig mand; hvis han mangler den elskede tobak, så ser han verden gråt i gråt.
⁸² Im Winter 1947, als die Baracken nicht mehr geheizt werden konnten, sitze ich am Ofen einer Wärmehalle. Mir gegenüber hockt ein alter ostpreußischer Arbeiter. Er legt ein Blechschächtelchen auf die Ofenplatte und überprüft den Inhalt von Zeit zu Zeit. "Was haben Sie denn da?" frage ich. - "Kartoffelschalen." - "Wozu rosten Sie die denn?" - Für die Pfeife." "Für die Pfeife??" - "Na, ja, es raucht doch bei wenigstens." (n82)	I vinteren 1947, da barakkerne ikke mere kunne opvarmes, sidder jeg ved ovnen i en varmehal. Overfor mig sidder en gammel østprøjsisk arbejder og kryber sammen. Han lægger en lille blikæske på ovnpladen og undersøger indholdet fra tid til anden. "Hvad har De dèr?" spørger jeg. -- "Kartoffelskræller-" -- "Hvad rister De da dem for?" -- "For piben." -- "Til piben??" -- "Nå ja, det ryger da i det mindste".
⁸³ Hunger und Kälte sind die größten Feinde der Ehrlichkeit. Ich habe bereits von den Diebstahlen an Mohrrüben gesprochen (2#39) und auch das Verschwinden von Holz und Torf erwähnt (#20). Und selbst die redlichsten Frauen kamen in Gefahr, wenn sie zum Küchendienst, d. h. zum Schälen von Kartoffeln, Putzen von Gemüse u. a. abkommandiert waren, etwas in den reichlichen Falten ihrer Kleidung verschwinden zu lassen.	Sult og kulde er ærlighedens største fjender. Jeg har allerede talt om tyveri af gulerødder og også nævnt, hvordan træ og tørv forsvinder. Og selv de redeligste kvinder kommer i fare for, når de blev udkommenderet til køkkentjeneste, det vil sige til at skrælle kartofler, til at pudse grønsager, osv., at lade noget forsvinde i de store folder i deres klæder.
⁸⁴ Als Garderobe wurden dann mit Vorliebe Trainingsanzüge gewählt, und beim Verlassen des Kuchenraums sahen die Damen oft übermaßig gerundet aus. Zu ihrer Ehrenrettung sei es gesagt, daß die Beute -- Kartoffeln, Mohrrüben, Kohlstrunke -- getreulich unter die Barackeninsassen verteilt wurde. Zum Krieg aller gegen alle kam es nicht, aber die Not erschütterte manche Grundsätze, und besonders gefährlich war diese laxe Moral für die Kinder, die von einigen Eltern geradezu zum "Organisieren" abgerichtet wurden.	Som beklædning blev da med forkærlighed valgt træningsdragter, og når damerne forlod køkkenet, så de ofte overordentlig runde ud. Vi kan redde deres ære lidt ved at fortælle, at byttet -- kartofler, gulerødder, kålstokke -- troligt blev fordelt blandt beboerne i barakken. Det kom ikke til nogen alles krig mod alle, men nøden rystede mange grundsætninger, og særlig farlig var denne letbenede moral for børnene, som ligefrem af nogle forældre blev afrettet til at "organisere".
⁸⁵ Vom Hunger habe ich geredet, so möge gleich von dem zweiten weltenbewegenden Trieb gehandelt werden: der Liebe. (82)	Om sulten har jeg talt, så nu kan med det samme godt den anden verdensomvæltende drift behandles: kærligheden.
⁸⁶ Auch da wirkte zuweilen der Neid. Ein Familienvater kann es z. B. oft nicht ertragen, wenn die liebende Sorge seiner Angehörigen, die ihm bisher alleine galt, auch einem armen Strohwitwer und Mitbewohner zuteil wird. Das gibt Feindschaft, die in Hinterhältigkeit ausarten und zur gemeinsten aller Gemeinheiten führen kann: zur anonymen Denunziation.	Også her gjorde misundelsen sig af og til gældende. En familiefader kan f. eks. ofte ikke holde det ud, når hans pårørendes kærlige omsorg, der hidtil alene gjaldt ham, også bliver en stakkels græsenkemand og medbeboer til del. Det giver fjendskab, og den kan udarte til lumskhed og til den mest gemene af alle gemenheder: til anonymt stikkeri.
⁸⁷ Der alles bewegende Trieb war in sechs Kriegs- und zwei Internierungsjahren unnatürlich gestaut worden. Nun lebten Menschen beiderlei Geschlechts eng nebeneinander in Baracken. Die Betten standen Seite an Seite, beim An- und Auskleiden achtete man nach und nach weniger darauf, dass keiner zuschaute. Manche Schranke fiel durch Gewöhnung. Ehepartner waren getrennt. Männer schrieben aus Deutschland Ihren Frauen in Klövermarken, sie würden sich nach anderen umsehen, wenn sie nicht bald heimkämen, und bezweifelten den ehrlichen Willen Ihrer Gattinnen zur Rückkehr. (46-31#13)	Kærligheden, denne altbevægende drift, var i seks krigsår og to interneringsår blevet unaturligt opstemmet. Nu levede mennesker af begge køn tæt sammen i barakker. Sengene stod side ved side, når man klædte sig på og af, tog man efterhånden mindre og mindre hensyn til, om der var nogen, der så på. Mangen en skranke faldt gennem tilvænning. Ægtefolk blev adskilt. Mænd skrev fra Tyskland til deres koner i Kløvermarken, at de ville se sig om efter en anden, hvis de ikke snart kom hjem, og betvivlede deres ægtehustrus ærlige vilje til at vende tilbage.
⁸⁸ Wie quälte diese Drohung die Flüchtlingsfrauen, die ja auch ihrerseits nach Befriedigung hungerten. Primitive Menschen fühlten animalisch und liessen sich nicht durch solche Dinge wie Treue und Ehre hemmen. Neue Paarungen wurden vollzogen, die oft umwittert waren von Tragik, oft als selbstverständlich hingenommen wurden. Altersunterschiede spielten keine Rolle, wenn ein gleichaltriger Partner fehlte.	Hvilken pine var det ikke for flygtningekvinderne med disse trusler, for de hungrede jo også på deres side efter udfrielse! Primitive mennesker følte dyrisk og lod sig ikke hæmme af sådan noget som troskab og ære. Nye pardannelser blev gennemført, som ofte var ombølget af tragik, ofte blev taget som en selvfølgelighed. Aldersforskelle spillede ingen rolle, hvis der manglede en partner på ens egen alder.
⁸⁹ Eine verheiratete Frau, die schon eine 18jährige Tochter hatte, ließ sich mit einem verheirateten Mann ein, reiste zu ihrem Gatten nach Deutschland, gebar dort ein Mädchen, das allerdings bald nach der Geburt starb, und Ihr Mann verzieh ihr großmütig, ja, brachte noch die Seelenstärke auf, den Vater des Kindes aufzufordern, zu ihm zu kommen, damit er ihm einen Arbeitsplatz beschaffe.	En gift kone, der allerede havde en 18-årig datter, indlod sig med en gift mand, rejste til sin mand i Tyskland, fødte dèr en pige, der dog døde straks efter fødslen, og hendes mand tilgav hende storsindet, ja, havde endog sjælsstyrke nok til at opfordre faderen til barnet at komme til sig, så han kunne skaffe ham en arbejdsplads.
⁹⁰ Ein verheirateter Kamerad zeigte mir auf dem Abtransport den liebevollen Abschiedsbrief einer verheirateten Frau, die zweimal von ihm geschwängert [in andere Lage gerückt] worden war und deren Mutter dies Verhältnis gebilligt hatte. Ein anderer Flüchtling, ein Witwer, lebte mit einer jungen Ehefrau zusammen, die zwei nette Kinder im Alter von 7 und 4 Jahren hatte und deren Mann in sehnsüchtigen Briefen aus Holstein sie zur Rückkehr aufforderte; aber sie weilte noch 1948 in Dänemark, ohne daran zu denken, die alte Bindung zu lösen, um eine neue zu knüpfen. (83)	En gift kammerat viste mig, da vi skulle hjem til Tyskland, et elskovsfuldt afskedsbrev fra en gift kone, som to gange var blevet besvangret [bragt i andre omstændigheder] af ham og hvis mor havde billiget dette forhold. En anden flygtning, en enkemand, levede sammen med en ung gift kvinde, som havde to pæne børn på 7 og 4 år og hvis mand i længselsfulde breve fra Holsten opfordrede hende til at vende tilbage; men hun boede endnu i 1948 i Danmark uden at tænke på at løse det gamle bånd for at kunne binde et nyt.

⁹¹ Die Freundin einer Internierten fiel in Ohnmacht, als er nach Mosede abgeführt wurde -- ich weiss nicht, ob sie geschieden oder verwitwet war, sie hatte jedenfalls eine zehnjährige Tochter -- aber bald danach deutete sie einem mir Bekannten recht verständlich an, daß sie jetzt frei sei. (Übrigens war ihr Freund auch verheiratet und besass zwei Kinder). Da sie keinen Erfolg hatte, ging sie nach Deutschland, wo sie sich schnell verlobte und brieflich ihren Kreis in Klövermarken bat, den Namen des in Mosede Internierten doch nie mehr in Schreiben an sie zu erwähnen. --	Veninden til en interneret faldt i afmagt, da han blev ført til Mosede -- jeg véd ikke, om hun var skilt eller enke, hun havde i hvert fald en tiårig datter -- men snart derefter antydede hun ret tydeligt for én af mine bekendte, at hun nu var fri. (Forøvrigt var hendes ven også gift og havde to børn). Da hun ikke havde held med det, tog hun til Tyskland, hvor hun hurtigt forlovede sig og i breve bad sine venner i Kløvermarken om aldrig mere at nævne navnet på ham, der var interneret i Mosede, i deres breve til hende. --
⁹² Dies nur ein paar Beispiele von vielen. Damit auch das Komische nicht fehle, will ich von der Mär berichten, die im Lager kursierte, daß [nämlich] eine Frau durch den Stacheldraht zu einem Dänen gekrochen sei und sich dabei so den Allerwertesten aufgerissen hätte, daß eine Blutvergiftung die Folge gewesen. Ja, der Stacheldraht! [Wenn] Falls man einmal spät abends, wenn in den Baracken die Lichter gelöscht waren, eine Runde längs des "Pigtraad" machte, fand man überall in verschwiegenen Ecken Mädchen bei den dänischen Posten stehen.	Dette er kun nogle få eksempler ud af mange. For at heller ikke det komiske skal mangle, vil jeg fortælle den historie, som cirkulerede i lejren, om en kvinde, der var krøbet igennem pigtråden til en dansker og derved havde revet sig på sin højst værdifulde [bagdel], at hun fik blodforgiftning. Ja, den pigtråd! Hvis man engang en sen aften, når lyset er slukket i barakkerne, gik en runde langs med pigtråden, fandt man overalt i diskrete hjørner piger stå ved de danske vagtposter.
⁹³Das Verbot des Fraternisierens war für die Dänen offenbar gleichbedeutend mit einer Verhütung des Geschlechtsverkehrs zwischen den meist verheirateten Polizisten und deutschen Mädchen. Man mag die Nase rümpfen über die Schamlosigkeit der internierten Weiblichkeit, aber trieben es viele Frauen in Deutschland mit den Soldaten der Besatzungsmächte anders?	Fraterniseringsforbuddet var åbenbart for danskerne ensbetydende med en forhindring af den kønslige omgang mellem de for det meste gifte politibetjente og tyske piger. Man kan rynke på næsen af skamløsheden hos de kvindeligt internerede, men er der ikke i Tyskland mange kvinder, der gør det samme med besættelsesmagternes soldater?
⁹⁴ Ein deutscher Lagerpolizist, der den günstigen Zaunteil an der Schulstadt zu bewachen hatte, erzählte mir, er konnte, wenn er wollte, jede Nacht 10 Kronen verdienen, falls er die Mädchen aus den Baracken holte, nach denen ihre dänischen Freunde ausserhalb des Stacheldrahtes verlangten. Für deutsche Matrosen aus dem "Zehnmeterbassin" war der Stacheldraht kein Hindernis, wenn sie zu der liebsten wollten. Sie kamen unbeobachtet und unbeschossen nachts ins Lager und morgens wieder hinaus. (n94)	En tysk lejrpolitibetjent, der skulle bevogte den gunstige del af hegnet ved skolebyen, fortalte mig, at han, hvis han ville, hver nat kunne tjene 10 kroner, hvis han hentede de piger ud fra barakkerne, som deres danske venner udenfor pigtråden bad om. For tyske matroser fra "timeterbassinet" var pigtråden ingen hindring, hvis de ville hen til deres kæreste. De kom om natten ind i lejren uden at blive opdaget og beskudt og kom om morgenen ud igen.
⁹⁵ Die Gerechtigkeit erfordert, daß ich feststelle, daß es auch Frauen gab, die ihren in Deutschland lebenden oder gefangenen Gatten die Treue hielten und ein einwandfreies Leben führten, Solveignaturen, denen stets die Achtung des Mannes gehören wird; aber alles in allen scheint mir in unserm Deutschlandlied die deutsche Treue ein wenig zu nahe bei den deutschen Frauen zu stehen. (84)	Retfærdigheden kræver, at jeg slår fast, at der også var kvinder, der overholdt troskaben mod deres ægtefælle, hvad enten han nu levede i Tyskland eller var krigsfange, Solveignaturer, hvem det hører til, at de har agtelse for manden; men alt i alt forekommer det mig, at den tyske troskab i vores Tysklandssang står de tyske kvinder lidt for nær (?).
⁹⁶ Oft war ein Streit in der Baracke, sei es des Essens, der Liebe oder der Kinder wegen, nur ein Ventil für Sorgen und innere Not. Man denke: Erst vom 1. April 1946 war es den Internierten erlaubt, Briefe nach Deuschland zu schicken und nach dem Schicksal der Angehörigen zu fahnden. (n96) Diese Briefe mussten in einen Umschlag von vorgeschriebener Größe gesteckt werden, und diese blauen Hüllen nebst dem dazugehörigen Briefpapier verteilte die Bezirksleitung günstigstenfalls vierzehntägig, und jede Familie erhielt einen Umschlag.	Ofte var en strid i barakken, om mad, om kærlighed eller om børnene, kun en ventil for bekymring og indre nød. Man skal huske på: Først efter 1. april 1946 var det tilladt de internerede at sende breve til Tyskland og at efterspore de pårørendes skæbne. Disse breve måtte stikkes ned i en konvolut af foreskreven størrelse, og disse blå svøb foruden det tilhørende brevpapir uddelte afdelingsledelsen i gunstigste fald hver fjortende dag, og hver familie fik én konvolut.
⁹⁷ Zwar waren von den Flüchtlingen schon vorher Suchkarten ausgefüllt worden, aber viele davon wurden erst nach 2 1/2 Jahren beantwortet. Als die ersten Briefe aus Deutschland nach Klövermarken kamen, sprang die Nachricht davon von Baracke zu Baracke. "Der Mann von Frau M. ist nach Sibirien verschleppt." -- "Den M. haben die Russen erschlagen, als er seine Tochter vor Vergewaltigung schützen wollte." "Der O. lebt auf seinem Gut als Tagelöhner." - "Dr. K. ist Lagerarzt in Königsberg, und Pfarrer L. amtiert noch, ist aber zugleich Leichengräber."	Ganske vist var der af flygtningene i forvejen blevet udfyldt søgekort, men mange af dem blev først besvaret efter 2½ års forløb. Da de første breve fra Tyskland kom til Kløvermarken, løb budskabet fra barak til barak. "Fru M.'s mand er blevet slæbt til Sibirien". -- "Hr M. har russerne slået ihjel, da han ville beskytte sin datter mod at blive voldtaget". "O. lever på sit gods som daglejer". -- "Dr. K. er lejrlæge i Kønigsberg, og pastor L. er stadig i embede, men er samtidig graver".
⁹⁸ Bevor die Postverbindung mit Deutschland möglich war, fanden fast wöchentlich in den Hallenbaracken Lesungen der Adressen von Ostpreussen, Westpreussen und Pommern statt. Dann wallfahrteten die Flüchtlinge mit ihren Hockern zu den von der Bezirksleitung angegebenen Orten und horchten stundenlang auf den Vortrag der Tausende von Namen in der Hoffnung, einen zu finden, der ihnen nahe stand.	Før postforbindelsen med Tyskland blev muliggjort, fandt der næsten ugentligt i halbarakkerne en adresseoplæsning sted, adresserne var fra Østprøjsen, Vestprøjsen og Pommern. Så valfartede flygtningene med deres taburetter hen til de af områdeledelsen angivne steder og påhørte i timevis oplæsningen af tusinder af navne i det håb at finde én, der stod dem nær.
⁹⁹ Wie selten traf dieser Glücksfall ein! Berichte von Königsbergern oder Danzigern, denen es erst lange nach der Einnahme ihrer Städte gelungen war, ihre Heimat zu verlassen, kursierten maschinengeschrieben in Lager, nannten viele, die gestorben, verschleppt oder freiwillig aus dem Leben gegangen waren, und riefen trauriges Erinnern an die verlorene Heimat wach.	Hvor sjældent var det ikke, at dette lykketræf indfandt sig! Beretninger fra kønigsbergere og danzigere, for hvem det først var lykkedes at forlade deres hjemstavn, længe efter at deres by var blevet indtaget, cirkulerede maskinskrevet i lejren, nævnede mange, som var døde, bortført eller havde taget deres eget liv, og vakte erindringer om den tabte hjemstavn.
¹⁰⁰ Nun aber kam bald der Tag für jeden, wo er von den Rest der Seinen persönlich Kunde erhielt über ihr Schicksal und ihr Ergehen. Eine drückende Last wich von den Herzen aller, wenn die Briefträgerin freundlich lächelnd einen Brief aus dem lieben Vaterland auf den Tisch legte, wusste man doch, daß dann wenigstens der Absender lebte. Wie waren die Mädchen mit den (85) weissen Armbinden und dem Posthorn drauf überall gern gesehen, denn die frohen Nachrichten überwogen doch im allgemeinen die traurigen, und schlimme Gewißheit ist noch immer besser als ewiges Bangen und Furcht ohne Ende.	Men nu kom snart dagen for enhver, hvor han fik personligt kendskab til resten af hans kære, om deres skæbne og deres befindende. En trykkende byrde blev fjernet fra alles hjerter; når postbudet venligt smilende lagde et brev fra det kære fædreland på bordet, så vidste man dog, at i det mindste afsenderen levede. Det var sikkert, at pigerne med de hvide armbind og posthornet på det, overalt var velsete, for de glædelige efterretninger var dog i almindelighed flere end de sørgelige, og en vished om noget dårligt er dog altid bedre end en evig angst og frygt uden ende.
¹⁰¹ Schicksalswenden wecken den Wunsch, die Zukunft zu schauen. Der denkende Mensch wägt und vergleicht, zieht sein Wissen und seine Erfahrung zu Rate, um daraus Schlüsse zu folgern, der primitivere greift zu billigeren Mitteln, um den Schleier vor der Zukunft zu lüften! Kartenlegen, Weissagungen aus den Handlinien und dem Kaffeesatz und spiritistische Seancen mit Tischrucken und Tellerwandern haben Hochkonjunktur, und erstaunlich ist es, wie selbst Menschen, die zu den Gebildeten gerechnet werden wollen, in solchen Notzeiten diesen Deutungen des Kommenden verfallen.	At skæbnen vender sig, vækker ønsket om at kunne se ind i fremtiden. Det tænkende menneske vejer for og imod og sammenligner, tager sin viden og sin erfaring med på råd for derudfra at drage slutninger, det mere primitive menneske griber til billigere midler for at løfte sløret for fremtiden! At lægge kort, at spå ud fra håndens linier og kaffeerstatning og spiritistiske seancer med borde, der bevæger sig, og tallerkner, der vandrer, alt det har højkonjunktur, og det er forbavsende, hvordan selv mennesker, der vil regnes blandt de dannede, i sådanne nødstider forfalder til disse tydninger af det kommende.
¹⁰² Eine Ärztin war völlig von der Wahrheit der Prophezeiungen überzeugt, die ihr eine Kartenlegerin bot, selbst wenn das Befragen der Karten dreimal am Tag geschah und das jedesmalige Ergebnis in Widerspruch zu den andern stand. Ein katholischer Pater hielt unter großem Zulauf Vorlesungen, in denen er neben Gediegenem auch Dinge bot, die ins Reich des Aberglaubens verwiesen werden müssen. Alte Prophezeiungen von Mönchen und Chronisten wurden zitiert, weil sie die Zukunft so malten, wie man sie erhoffte.	En kvindelig læge var fuldstændig overbevist om sandheden af de profetier, en kortlæggerske tilbød hende, selv når hun spurgte kortene tre gange om dagen, og hver af resultaterne stod i modsætning til de andre. En katolsk pater holdt forelæsninger med stort tilløb, hvori han udover det mere gedigne også tilbød ting, som må forvises til overtroens rige. Gamle profetier af munke og kronikører blev citeret, fordi de afmalede fremtiden, sådan som man håbede den ville blive.
¹⁰³ Not macht den Menschen gläubig und fromm. Die Pfarrer beider Bekenntnisse konnten sich über mangelnden Kirchenbesuch nicht beklagen. Vor Eröffnung der Gotteshäuser standen lange Schlangen vor den Türen und harrten auf Einlass. Ich will den zu Frömmigkeit neigenden Ostdeutschen nicht zu nahe treten, wenn ich behaupte, daß mancher sonntags zur Kirche ging, weil der Gottesdienst eine gewisse Abwechslung in Gleichlauf des Lagerlebens bot. (n103)	Nød gør menneskene troende og fromme. Præsterne af begge bekendelser kunne ikke beklage sig over manglende kirkebesøg. Før gudshusene blev åbnet, stod der lange køer foran dørene og ventede på at blive lukket ind. Jeg vil ikke gå de østtyskere, der har tilbøjelighed til fromhed, for nær, når jeg holder på, at mange gik i kirken om søndagen, fordi gudstjenesten bød på en vis afveksling af lejrlivets ensformighed.
¹⁰⁴ Fand eine Hochzeit statt, so war der Zustrom so gewaltig, daß ein Teil der Neugierigen sie draussen durch die geöffneten Türen ansehen und anhören musste. Und ähnlich war es bei Kindtaufen und Begräbnissen. Im allgemeinen kamen die verschiedenen Bekenntnisse gut miteinander aus, doch gewannen die Protestanten einen starken Eindruck von der Machtstellung des katholischen Bekenntnisses, als der Zuzug in die französische Zone wie auch die geplante Auswanderung (86) nach Argentinien abhängig gemacht wurde von der Zugehörigkeit zur römisch-katholischen Kirche. (n104)	Hvis der var bryllup, så var tilstrømningen så gevaldig stor, at en del af de nysgerrige måtte se og høre det udenfor gennem de åbne døre. Og ligeledes var det ved barnedåb og begravelser. I al almindelighed kom de forskellige bekendelser godt ud af det med hinanden, dog fik protestanterne et godt indtryk af den katolske kirkes magtstilling, da tilflytningen til den franske zone og også den planlagte udvandring til Argentina blev gjort afhængig af et tilhørsforhold til den romersk-katolske kirke.
¹⁰⁵ In dem chirurgischen Krankenhaus in der Kristianiagade hielten protestantische und katholische Pfarrer Gottesdienste ab, aber die katholischen Priester liessen es sich nicht nehmen, auch an die Betten der Patienten zu kommen und Süssigkeiten and Rauchwerk zu verteilen. Durch praktische Nächstenliebe zeichneten sich auch und vor allem die Mennoniten aus, die Abgesandte mit Liebesgaben in großer Menge aus Kanada herüberschickten, und wenn das Auto mit dem Kreuz und den Bruderhänden im Lager erschien, freuten sich deren Glaubensgenossen, denn sie wussten, dass es Kleidung und Schuhe regnen würde. (n105)	I det kirurgiske sygehus i Kristianiagade afholdt protestantiske og katolske præster gudstjenester, men de katolske præster gav ikke afkald på også at komme til patienternes senge og uddele søde sager og røgvarer. Ved praktisk næstekærlighed udmærkede sig også fremfor alt mennonitterne, som sendte udsendinge med kærlighedsgaver i store mængder fra Canada herover, og når bilen med korset og broderhænderne viste sig i lejren, glædede deres trosfæller sig, for de vidste, at det ville regne med tøj og sko.
¹⁰⁶ Konventikel taten sich auf: Bibelforscher, Christian Science, Anthroposophen. Die durch den Nationalsozialismus eingedämmte Vielfalt geistigen Lebens strömte ins Freie, als die hemmende Schranke fiel. Das galt auch für die Betätigung auf politischem Gebiet. Die Parteien des Reichs fanden in Klövermarken ihre kleinen Ableger.	Konventikler dukkede op: bibelforskere [= Jehovas vidner, rr], Christian Science, antroposofer. Den mangfoldighed af åndeligt liv, som nationalsocialismen havde inddæmmet, strømmede nu frit, da den hæmmende skranke faldt. Det gjaldt også for aktiviteten på det politiske område. Partierne i Tyskland fandt deres små aflæggere i Kløvermarken.
¹⁰⁷ Die reifere Jugend tanzte sich ihre Sorgen fort. Wie nach dem ersten Weltkrieg war eine Tanzwut über sie gekommen. Bei allen Gelegenheiten wurde getanzt. Einen gewissen offiziellen Anstrich bekam diese Leibesübung als Abschluss allgemeiner Volksfeste, der Maifeier und des Sommerfestes z. B. Aber jede kleinere Gemeinschaft innerhalb der grossen veranstaltete ihr Tanzvergnügen. Jeder Tanzkursus hatte sein Kostümfest, ja, die Sportgruppen prämiirten einmal sogar die aus den primitivsten Mitteln geschmackvoll hergestellten Trachten und Masken.	Den mere modne ungdom dansede deres bekymringer bort. Ligesom efter Første Verdenskrig var der kommet en dansegalskab over dem. Ved alle lejligheder dansede man. Et vist officielt anstrøg fik disse legemsøvelser som afslutning på almindelige folkefester, majfesten og sommerfesten, f. eks. Men hvert lille fællesskab indenfor det store foranstaltede deres dansefornøjelse. Ethvert dansekursus havde sin kostumefest, ja, sportsgrupperne præmierede engang endog de dragter og masker, der var smagfuldt fremstillet af de mest primitive midler.
¹⁰⁸ Oft, wenn man abends durch die Gassen Klövermarkens wanderte, hörte man von weitem die Quetschkommode, und in Näherkommen sah man sich die Paare an den Fenstern vorüberdrehen -- eine echt romantische Situation, aber der Wandelnde spürte hierbei nicht den Anhauch der mondbeglänzten Sommernacht, denn hier wurde Geburtstag gefeiert auf gut ostdeutsche Art, und die ganze Baracke musste mittun, ob sie wollte oder nicht. Die Jugend hatte ja so viel nachzuholen.	Ofte, når man om aftenen vandrede gennem Kløvermarkens gyder, hørte man på lang afstand skipperklaveret, og når man kom nærmere, så man parrene dreje forbi ved vinduerne -- en ægte romantisk situation, men vandringsmanden mærkede herved ikke noget stænk af månebelyst sommernat, for her blev der fejret fødselsdag på god østtysk manér, og hele barakken måtte være med, hvad enten den ville eller ej. Ungdommen havde jo så meget at indhente.
¹⁰⁹ Die kleineren Kinder schienen keine Sorgen ausser den Schularbeiten zukennen. Sie freuten sich beim Spiel ihres Lebens. Kameraden waren ihnen zuweilen die wenigen Hündlein, (87) die das Lager beherbergte. Die drei, vier kleinen Tiere waren recht scheu geworden, denn wo sie sich sehen liessen, wurden sie von jedem durch Pfeifen oder Zuruf gelockt. Rührende Geschichten wurden von diesen kleinen Freunden berichtet.	De mindre børn syntes ikke at kende til nogen bekymringer udover deres skolearbejde. De glædede sig over livet, når de legede. Deres kammerater var af og til de få småhunde, som boede i lejren. De tre-fire små dyr var blevet ret sky, for hvor de lod sig se, blev de lokket af enhver med piben og tilråb. Rørende historier blev fortalt om disse små venner.
¹¹⁰ Da hieß es, die Dänen hätten einer Familie eigens gestattet, den Hund im Lager zu halten, weil seine Besitser für ihn ganz inständig gebeten hätten, war doch das Tierchen seinen Eigentümern dadurch [das] ihre Lebensretter geworden, daß es nach einem Bombenangriff dauernd vor einem verschütteten Keller gebellt hatte, bis die darin Eingesperrten befreit wurden. -- Der ersten Katze ging es wie den Hunden. --	Her hed det sig, at danskerne havde tilladt en familie specielt at beholde deres hund i lejren, fordi deres ejere havde bedt særlig indstændigt for den, det lille dyr havde reddet sine ejermænds liv derved, at det efter et bombeangreb blev ved med at gø foran en nedstyrtet kælder, indtil de, der var indespærret dernede, blev befriet. -- Med de første katte gik det som med hundene. --
¹¹¹ Jeder rief ihr: "Pipipipi!" zu, reichte ihr Fischgräten und suchte sie in seine Baracke zu locken. Bald waren mehr Katzen da. Sie nährten sich von den Abfällen der Baracken, die im Umkreis ihrer Stammwohnung lagen. Schließlich bekamen diese ersten Einwanderer noch Junge, so daß es in lauen Nächten an allen Ecken und Kanten Klövermarkens die schönsten Serenaden der miauenden Herren und Damen aus dem Geschlecht derer von Katz gab.	Enhver råbte: "mis-mis-mis" til den, rakte den fiskeben og søgte at lokke den ind i sin barak. Snart var der flere katte. De levede af de barakkers affald, der lå omkring deres stambolig. Til sidst fik de første indvandrere også unger, så at der i lune nætter blev givet de smukkeste serenader fra alle Kløvermarkens ender og kanter af de mjavende herrer og damer af katteslægt.
¹¹² Bestimmend für die seelische Haltung der internierten Flüchtlinge war das Streben nach Freiheit. Man wollte frei sein vom Hunger, frei sein von der Fesselung des Triebes, frei sein zum Ausleben, frei sein im Denken und Handeln.	Bestemmende for de internerede flygtninges holdning var det, at de stræbte efter frihed. Man ville være fri for sult, fri for driftens kvælertag, fri til at leve livet, fri i tænken og handlen.
¹¹³ Manche Deutschen entdeckten plötzlich, daß sie ja eigentlich Danziger oder Memelländer seien und beantragten die Aufnahme in ein internationales Lager; denn dort erhielten sie besseres Essen, täglich Ausgang und wöchentlich 5 Kronen Taschen-geld. Für die Freistaatler hörte die Herrlichkeit bald auf; aber beim Abtransport in Kollund erlebte ich es, daß einige meiner Kameraden Nachbarn aus dem Memelland in der Schar von Polen und Balten entdeckten, die auch aus dänischer Internierung nach Deutschland gingen.	Mange tyskere opdagede pludselig, at de jo egentlig var danzigere eller memellændere og søgte om optagelse i en international lejr; for dèr fik de bedre mad, de fik daglig udgang og de fik 5 kroner om ugen i lommepenge. For dem fra fristaten Danzig hørte herligheden snart op, men da jeg var i Kollund før min udrejse, oplevede jeg, at nogle af mine kammerater i den flok polakker og baltere, der kom fra Memelland, opdagede naboer, der også var kommet fra danske interneringslejre til Tyskland.
¹¹⁴ Es gab ferner Lager "for paene Tysker", d.h. für solche, die mit dem Nationalsozialismus zusammengestoßen waren. (n114) Frau Lessing war eines Tages aus unserm Schauspielerensemble verschwunden: Sie hatte Aufnahme in einem solchen privilegierten Lager gefunden. Was dort alles unterkroch, erhellt folgender Fall: Ein Madchen, das in Deutschland wegen Umgange mit Kriegegefangenen (88) verurteilt worden war, aber die Strafe gar nicht abgesessen hatte, beantragte Unterbringung als paene (saubere, schöne, nette) Tyske, und obwohl es die Frage eines dänischen Pfarrers, ob der Gefangene ihr Verlobter gewesen sei, verneinen mußte, hatte es doch mit seinem Gesuch Erfolg.	Der var endvidere lejre for "pæne tyskere", det vil sige, for sådanne tyskere, som havde haft sammenstød med nationalsocialismen. Fru Lessing var en dag forsvundet fra vort skuespillerensemble: Hun havde fundet optagelse i en sådan priviligeret lejr. Hvad der dèr altsammen krøb i skjul, kan følgende tilfælde give oplysning om: En pige, som i Tyskland var blevet dømt for omgang med en krigsfange, men slet ikke havde udstået sin straf, ansøgte om anbringelse som "pæn tysker" (ren, smuk, net), og skønt en dansk præst måtte svare benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt fangen havde været hendes forlovede, fik hun dog held med sin ansøgning.
¹¹⁵ Vor allem wünschten die Flüchtlinge, daß die Schranke des Stacheldrahts fiel. Alle sehnten sich nach des Verlorenen, nach der Vergangenheit und der Heimat. Alle bösen Nachrichten aus Deutschland konnten nicht die Ungeduld dämpfen, den Stacheldraht hinter sich zu wissen. Man wollte hungern und frieren und Not leiden, aber man wollte hingehen, wohin man wollte, denn in Träumen der Nacht und in wachen Träumen des Tags wanderte man durch die Wälder der Heimat und hörte die Ostsee rauschen, die daheim an einen so schönen Strand spülte, wie er sich so weiss und sonnig nirgendwo fand.	Fremfor alt ønskede flygtningne, at den skranke, som pigtrådshegnet udgjorde, faldt. Alle længtes efter det tabte, efter fortiden og hjemstavnen. Alle dårlige nyheder fra Tyskland kunne ikke dæmpe utålmodigheden efter at vide pigtråden bag sig. Man ville sulte og fryse og lide nød, men man ville kunne rejse, hvorhen man ville, for i nattens drømme og i dagens vågne drømme vandrede man gennem hjemstavnens skove og hørte Østersøen bruse, den, som derhjemme slog sine bølger mod en så smuk strandbred, som ikke fandtes så hvid og solbeskinnet andre steder.
¹¹⁶ Wann kommen wir nach Deutschland? Werden war die Heimat wiedersehen? Das waren die Fragen, die alle quälten, die den Nährboden für wilde Gerüchte bildeten. Da hiess es, der Rundfunk habe bekanntgegeben, der Freistaat Danzig werde mit 60% Deutschen und 40% Polen neu gebildet. Dann wieder hoffte alles, Schweden würde uns Flüchtlinge übernehmen, und viele wussten genau, daß diese Hoffnung Wirklichkeit würde.	Hvornår kommer vi til Tyskland? Kommer vi til at gense vor hjemstavn? Det var de spørgsmål, som pinte alle, og som dannede grobund for vilde rygter. så hed det sig, at radioen havde bekendtgjort, at fristaten Danzig skulle nydannes med 60% tyskere og 40% polakker. Så håbede igen alle på, at Sverige ville overtage os flygtninge, og mange vidste ganske bestemt, at denne forhåbning ville blive til virkelighed.
¹¹⁷ Ja, Schweden traute man alles Gute zu. Man glaubte, daß dieses Land vor die eigene Wohlfahrt die Nächstenliebe stelle. War Elsa Brandström nicht der Engel von Sibirien gewesen, hatte Schwedens Rotes Kreuz nicht Lazarettschiffe ausgerustet, die deutsche Soldaten pflegten und zu heimatlichen Lazaretten führten? "Schweden hat Kleider geschickt, aber die Dänen behalten sie fur sich", lief es dann wieder durch die Barackenreihen. Die genaue Zahl der Pullover, der Hosen, Jacken und Röcke wurde genannt. [Aber aus der H??de wurde nichts (manuel zugefügt)] . (n117)	Ja, Sverige troede man alt godt om. Man troede, at dette land stillede næstekærligheden foran sin egen velfærd. War Elsa Brandström ikke "englen fra Sibirien", havde det svenske Røde Kors ikke udrustet lazaretskibe, som plejede tyske soldater og førte dem hjem til tyske lazaretter? "Sverige har sendt klæder, men danskerne beholder dem til sig selv", sådan løb rygtet igen igennem barakkerne. Det nøjagtige antal pullovers, bukser, jakker og frakker blev nævnt. Men der blev ingen bukser ud af det skind. (?)
¹¹⁸ Plötzlich wusste jemand den genauen Termin für den Beginn des Abtransportes. Alles wurde nervös, das ganze Lager geriet in Aufregung, niemand hielt es in der eignen Holzhütte aus, er musste zu seinen Freunden gehen und die Lage besprechen, jeder wollte der erste sein, der Klövermarken verließ. Ja, im Geiste weilten alle schon in Deutschland. Aber die Enttäuschung blieb nicht aus. Als sich alle Behauptungen als (89) falsch und alle Hoffnungen als trügerisch erwiesen, lebte man dem Tag und ließ alles auf sich zukommen, machte auch gar keine Pläne für die Zukunft mehr.	Pludselig kendte enhver det nøjagtige tidspunkt for begyndelsen på borttransporten. Alle blev nervøse, hele lejren kom i opbrud, ingen holdt det indenfor sin egen træhytte, han måtte over til sine venner og tale om situationen, enhver ville være den første, der forlod Kløvermarken. Ja, i ånden hvilede alle allerede ud i Tyskland. Men skuffelsen udeblev ikke. Da alle påstande havde vist sig at være falske og alle forhåbninger bedrageriske, levede man fra dag til dag og lod alt komme til sig, lagde heller ikke mere planer for fremtiden.
¹¹⁹ Man tanzte, spielte Theater, liebte, sang, ging ins Kino -- man vegetierte und freute sich des Lebens. Aber das Grübeln und Sorgen wollte nicht zur Ruhe kommen. Was wird? Wann, wann geht es nach Deutschland? Und dann, was wird dann? pochte das bange Herz vor dem Einschlafen. Darauf konnte keine Kartenlegerin und kein Tischchenrücken die genaue Antwort geben.	Man dansede, spillede teater, elskede, sang, gik i biografen -- man vegeterede og glædede sig over livet. Men grubleriet og bekymringerne kunne man ikke dysse til ro. Hvad sker der? Hvornår, hvornår går det mod Tyskland? Og så, hvad vil der så ske? sådan huggede det bange hjerte, før det faldt i søvn. Derpå kunne ingen kortlæggerske og intet bordrykkeri give det nøjagtige svar.
¹²⁰ Nur hinaus, hinaus aus dem Pferch des Stacheldrahtgeheges, wieder einmal wandern, soweit man wollte. Die andern in Deutschland leben ja auch, warum sollten wir es nicht? Nach Deutschland um jeden Preis! Wieder arbeiten, wieder verdienen, sich eine neue Existenz schaffen, anstatt hier Jahre nutzlos verlieren, wieder vereint werden mit den Angehörigen und ihnen helfen im Kampf um die Existenz. Aber der Stacheldraht hält fest, die Sperre ist unzerreissbar. (n120)	Bare ud, ud af pigtrådshegnets sammenstuvning, igen kunne gå så langt man ville. De andre i Tyskland lever jo, hvorfor skulle ikke også vi kunne leve? Til Tyskland for enhver pris! Igen arbejde, igen tjene penge, skabe sig en ny eksistens, i stedet for til ingen nytte at miste år efter år, igen blive forenet med de kære og hjælpe dem i kampen for eksistensen. Men pigtråden holdt én fast, afspærringen kunne ikke gennembrydes.

¹²¹ Ein Mann erhängt sich. Er hatte gemeint: Hier werde ich nicht satt, in Deutschland muss ich erst recht hungern. Was hat das Leben noch für einen Sinn? - Und wenn viele auch nicht im Stillen des Magens allein den Sinn des Daseins sehen, wie viele Flüchtlinge habe ich diese Frage in Deutschland wiederholen hören, als sie durch die lange Versäumnis in Dänemark nicht mehr hineinfanden in den alten Beruf, in die begonnene Ausbildung, in eine neue Heimat. Was hat das Leben für uns Flüchtlinge noch für einen Sinn?	En mand hængte sig. Han mente vel: Her bliver jeg ikke mæt, i Tyskland må jeg først rigtig sulte. Hvilken mening kan livet mon have mere? -- Og når mange heller ikke så meningen med livet alene i at få maven fyldt, hvor mange flygtninger har jeg ikke hørt gentage dette spørgsmål i Tyskland, når de gennem den lange forsømmelse i Danmark ikke mere fandt ind i det gamle fag, i den påbegyndte uddannelse, i en ny hjemstavn. Hvilken mening kan vel livet mere have for os flygtninge?
¹²² Der englische Politiker Beveridge besuchte im Sommer 1946 Klövermarken und legte im folgenden Artikel der "Times" seine Eindrücke nieder. Wer ihn mit offenen Sinnen durchliest, wird hinter der diplomatischen Höflichkeit gegen Dänemark doch die bittere Kritik spüren, die er am Leben in den Internierungslagern übt: (n122)	Den engelske politiker Beveridge besøgte sommeren 1946 Kløvermarken og fremlagde i den følgende artikel i "Times" sine indtryk. Den, der læser den med åbne sanser, vil her bag den diplomatiske høflighed mod Danmark dog mærke den bitre kritik, som han udøver over livet i interneringslejrene:
¹²³ Germans in Denmark By Sir William Beveridge. In April, 1940, the Germans invaded Denmark, and they held it for more than five years, till events elsewhere caused their surrender early in May, 1945. The occupying German forces -- some 100.000 men -- were disarmed and marched swiftly (90) out of the country into captivity, allied troops helping the Danes, saw to this. To-day there are twice as many Germans in Denmark as formed the occupying forces.	Tyskere i Danmark af sir William Beveridge I april 1940 invaderede tyskerne Danmark, og de holdt landet besat i mere end fem år, indtil begivenheder andetsteds tvang dem til at overgive sig i maj 1945. De besættende tyske tropper -- omkring 100.000 mænd -- blev afvæbner og marcherede hurtigt ud af landet til fangenskab, idet allierede tropper hjalp danskerne med at gennemføre dette. I dag er der to gange så mange tyskere i Danmark som de besættende tropper udgjorde.
¹²⁴ But they are different Germans. They are some 210.000 old men and boys and women and children, evacuated from eastern Germany in the first months of 1945 before the advancing Russians. From Königsberg and Danzig and neighbouring regions they were bundled into ships by German authorities, sent to Denmark and housed there in every kind of building that could be made available for them. Arriving there while the Germans were still dominant, they did not behave in such a way as to make themselves popular.	Men det er en anden slags tyskere. De udgøres af omkring 210.000 gamle mænd og drenge og kvinder og børn, evakueret fra det østlige Tyskland i de første måneder af 1945 foran de fremrykkende russere. Fra Kønigsberg og Danzig og omliggende områder blev de proppet i skibe af tyske myndigheder, sendt til Danmark og indlogeret dèr i alle den slags bygninger, der kunne gøres brugbare for dem. De ankom dertil, endnu mens tyskerne havde magten, og de opførte sig ikke på en måde, der gjorde dem populære.
¹²⁵ With the liberation of Denmark from the German armed forces, the treatment of these German refugees became a problem for the Danish Government. They might have acted as at that moment other Governments, in Poland, Czechoslovakia, and elsewhere, with far less excuse, were acting. They might have bundled the refugees into trains or any other form of available transport, sent them to the German border and left them there to their fate or to the responsibility of others. (n125)	Da Danmark blev befriet fra de tyske væbnede styrker, blev behandlingen af disse tyske flygtninge et problem for den danske regering. De kunne havde handlet som andre regeringer gjorde dengang, regeringer i Polen, Tjekkoslovakiet og andre steder. De kunne have proppet flygtningene i tog eller andre former for tilgængelig transport, sendt dem til den tyske grænse og dèr overladt dem til deres skæbne eller til andre at tage ansvar for dem.
¹²⁶ The Danish Government realized that under the conditions of northern Germany it would be monstrous to do this, being genuinely democratic the Danish Government reflect the humanity of their people. They decided that (n126), for the time being, they must keep the German refugees and care for them, but obviously they could not allow them to mix with the general population. They formed camps in different parts of Denmark and there the refugees from eastern Germany are kept segregated to this day.	Den danske regering gjorde sig klart, at det under de betingelser, der herskede i det nordlige Tyskland, ville det være afskyeligt at handle sådan, og da den danske regering er genuint demokratisk afspejler den sit folks humane indstilling. De besluttede, at de for tiden måtte beholde de tyske flygtninge og tage vare på dem, men af indlysende grunde kunne de ikke tillade dem at blande sig med den almindelige befolkning. De oprette lejre i forskellige områder af Danmark og dèr holdes flygtningene fra det østlige Tyskland for sig selv indtil den dag i dag.
¹²⁷ On our recent visit to Denmark my wife and I went to see one of these camps on the outskirts of Copenhagen. There, in wooden huts, erected on what was formerly a golf course, are living some 17.000 people. Half of these are women, nearly 37 per cent are children under 15 years of age, and the remainder are old men and boys between 15 and the age of military service. I was told that these proportions were probably typical of all the camps.	Da min kone og jeg fornyligt besøgte Danmark, tog vi ud for at se én af disse lejre, der ligger i udkanten af København. Der lever der i træhytter, der er opbygget på noget, der tidligere var en golfbane, knap 17.000 mennesker. Halvdelen af dem er kvinder, næsten 37% er børn under 15 år, og resten er gamlle mænd og drenge mellem 15 år og alderen for militær indkaldelse. Jeg fik at vide, at disse forhold formentlig var typiske for alle lejre.
¹²⁸ If so, the German refugee-population of Denmark to-day includes some 80.000 children under 15, some 105.000 women, and 25.000 old men and youths. We were told also that there were at least 600 lost children, whose parents could not be found, they were being cared for specially. (91) The camp that we saw consists of long rows of wooden huts -- obtained mainly from Sweden at a cost for all the camps of about £ 250.000 (n128) -- with plenty of light and air between them.	Hvis det er rigtigt, udgør den tyske flygtningebefolkning i Danmark i dag omkring 80.000 børn under 15 år, omkring 105.000 kvinder, og 25.000 gamle mænd og unge. Vi fik også at vide, at der var mindst 600 "forældreløse" børn, hvis forældre ikke kunne findes, dem tog man sig særlig af. Lejren, vi så, består af lange rækker træhytter -- hovedsagelig erhvervet fra Sverige for omkring 250.000 £ for alle lejre -- og de havde masser af lys og luft omkring sig.
¹²⁹ Of the inhabitants, those mainly to be seen were the children, playing mostly bare-footed in nondescript but adequate clothing in the spaces between the huts, though there is plenty of food in Denmark, clothing of all kinds is extremely scarce. The adult population on this bright May afternoon were nearly all indoors and, as we realized from visiting one hut, were mostly asleep. The cooking in the camp is communal, the staff employed, apart from the supervisors, being drawn from the refugees themselves though they are not paid for this. Some of the Germans are used in the Administration of the camp.	Af indbyggerne var det mest børn, vi så; de legede for det meste barfodede i en ubestemmelig, men tilstrækkelig beklædning i mellemrummene mellem hytterne; selv om der er masser af fødevarer i Danmark, er der mangel på tøj af enhver slags. De voksne var denne lyse majeftermiddag næsten alle indendøre og lå for det meste og sov, hvad vi blev klar over, da vi besøgte én hytte. Madlavningen i lejren er fælles, og de folk, der tager sig af den, er, bortset fra det overordnede opsyn, flygtningene selv, selv om de ikke får betaling for det. Nogle af tyskerne arbejder med administrationen af lejren.
¹³⁰ Most of the adult people have no occupation except making their clothes and keeping their bunks in the huts clean and tidy, We saw a hut where women were engaged in repairs to clothes and another where boys were working at rough carpentry, but, of course, there is no shopping to be done and no planning of life. For the children there is schooling. We went into one hut, and a group of German children under a German teacher sang a song to us, in another large hut a kindergarten class were being taught by Germans under a Danish supervisor.	De fleste af de voksne har ikke noget at lave, bortset fra at reparere deres tøj og holde deres køjer i hytterne rene og ordentlige. Vi så en hytte, hvor kvinder var i gang med at reparere tøj, og en anden, hvor drenge arbejdede med tømrerarbejde, men selvfølgelig er der ikke nogen indkøb, der skal foretages, og ikke nogen fremtid, der skal lægges planer for. For børnene er der undervisning. Vi kom ind i en hytte, og en gruppe tyske børn under ledelse af en tysk lærer sang en sang for os, i en anden stor hytte blev en børnehaveklasse undervist af tyskere under en dansk overordneet.
¹³¹ We went also into one of the living huts which had about 15 occupants. There, it being 2 o'clock in the afternoon we found every one comfortably at rest in the bunks. The occupants appeared to be all women except for one man of 62 who was there with his wife, with them I talked. The conversation began on their side by the wife producing a photograph of her son for my admiration, mothers are the same all the world over. Her husband had been a farmer in eastern Germany, her son was supervisor of an estate in central Germany, she had learned that he was still alive, and had been able to hear from him.	Vi kom også ind i én af beboelseshytterne, hvor der boede omkring 15 mennesker. Dér lå alle beboerne, klokken 2 om eftermiddagen, komfortabelt og hvilede sig i deres køjer. Beboerne viste sig alle at være kvinder, bortset fra én mand på 62, som var der med sin kone. Dem talte jeg med. Samtalen begyndte fra deres side med, at konen tog et fotografi af hendes søn frem for at jeg kunne beundre ham. Mødre er ens verden over. Hendes mand havde været landmand i det østlige Tyskland, hendes søn var forpagter af et gods i det centrale Tyskland, hun havde erfaret, at han stadig var i live, og havde også hørt fra ham.
¹³² She and his father had only one idea -- of being allowed as soon as possible to join him. This desire to go somewhere in Germany was shared by all the people to whom we spoke. They realized that they could not well go back to the places from which they came. They told me that they knew, life in Germany anywhere would be very hard, but that was where they belonged. A number of them have (92) been able to establish communication with relatives or friends in Germany, and the Danish authorities help them to do this in every way. Subject to the general principle that the refugees must not be allowed to mix with the Danish population, the Danish authorities do everything to make this camp life tolerable.	Hun og hans far havde kun én ting i hovedet -- at få lov til så hurtigt som muligt at komme ned til ham. Dette ønske om at tage til Tyskland, ét eller andet sted, deltes af alle de mennesker, vi talte med. De var klar over, at de ikke godt kunne komme tilbage til de steder, der kom fra. De fortalte mig, at de godt vidste, at livet overalt i Tyskland ville blive hårdt, men det var dèr, de hørte hjemme. En del af dem havde kunnet etablere forbindelse med deres kære eller med venner i Tyskland, og de danske myndigheder hjalp dem med at gøre dette på enhver måde. Da de er underkastet det almindelige princip om, at flygtningene ikke må have lov til at blande sig med den danske befolkning, gør de danske myndigheder alt for at gøre dette lejrliv tåleligt.
¹³³ They provide a weekly paper, they organize teaching for the children, and arrange instruction for the rest. Some of the private citizens in Denmark would like to do more and bring more humanity into their relations with the refugees by having personal contact with them, but the authorities are not in favour of this for fear of strengthening the chance of any of the refugees staying in Denmark. If it was certain that there was no such chance, they might find it easier to relax the stringency of the segregation. As it is, they are clearly right.	De sørger for en ugentlig avis, de organiserer undervisning for børnene og arrangere oplæring for de andre. Nogle af de private borgere i Danmark kunne godt tænke sig at gøre mere og bringe mere menneskelighed ind i deres relationer med flygtningene ved at have personlig kontakt med dem, men myndighederne bryder sig ikke om det af frygt for, at det øger muligheden for, at nogen af flygtningene bliver i Danmark. Hvis det var givet, at der ikke var en sådan mulighed, ville de finde det lettere at tage afslappet på den strenge adskillelse. Som det er, har de givetvis ret.
¹³⁴ The Germans in Denmark to-day do not present as acute a problem physical want as do Germans in many other places. They are housed and fed and physically healthy, they are secure from maltreatment. But the fact that their case should not appear acute -- that their existence was until recently practically unknown in America and Britain -- is in itself an indication of how bad are conditions elsewhere. For the life of the Germans in Denmark is utterly unnatural, a life lacking in both the Darwinian ingredients of happiness -- work and the domestic affections, a life without freedom or occupation or money, just waiting for something to turn up and bring them release.	Tyskerne i Danmark i dag repræsenterer ikke så akut et problem med hensyn til fysisk mangel som tyskerne mange andre steder. De har bolig og får mad og er fysisk sunde, de er sikret mod dårlig behandling. Men det faktum, at deres tilfælde ikke synes akut -- at deres eksistens indtil fornylig var praktisk taget ukendt i Amerika og England -- er i sig selv et tegn på, hvor dårlige betingelserne er andre steder. For tyskerne i Danmark lever et liv, der er højst unaturligt, et liv, der mangler begge de darwinistiske forudsætninger for lykke -- arbejde og hjemlig kærlighed, et liv uden frihed eller arbejde eller penge, et liv, hvor man bare venter på, at noget skal ske, der kan bringe dem forløsning.
¹³⁵ The problem of these Germans is one not for the Danes, but for the four occupying Powers, it is one facet only of the general problem of Germany. There should be a joint undertaking by those Powers that before a named date room will be found outside Denmark for these refugees, there seems to be no reason why those who can establish connexions in Germany should not be allowed at once to leave. This need not increase the difficulties of food in Germany, no doubt the Danes would be willing as they are able, to supply all the additional food needed. (n135)	Problemet med disse tyskere er ikke et problem for danskerne, men for de fire besættelsesmagter, det er kun én facet af det almindelige problem med Tyskland. Disse magter skulle i fællesskab beslutte sig for, at inden en nærmere fastsat frist ville der kunne findes plads udenfor Danmark til disse flygtninger. Der synes ikke at være nogen grund til, at de, der kan skaffe sig forbindelser i Tyskland, ikke skulle have lov til at rejse med det samme. Det behøver ikke at øge vanskelighederne med at få levnedsmidler i Tyskland, danskerne ville uden tvivl være villige til -- hvad de også er i stand til -- at supplere med de ekstra levnedsmidler, der er behov for.
¹³⁶ Meanwhile the cost of maintaining the refugees, until they can be moved, should be treated as part of the cost of administering Germany, and not left wholly to the Danes, merely because their land was invaded by the Germans, (93) and because Soviet Russia and Poland have occupied the former homes of the refugees. (93)	I mellemtiden skulle omkostningerne ved at forsørge flygtningene behandles som en del af omkostningerne ved at administrere Tyskland og ikke overladt til danskerne alene, blot fordi deres land blev invaderet af tyskerne og fordi Sovjetrusland og Polen har besat flygtningenes tidligere hjem.
¹³⁷ There will remain the special problem of the lost children. They must be adopted by someone and no nation need fear to adopt them. If, in spite of the past, the Danes felt able to share in this adoption, no better assurance could be sought that those innocent victims of war should not grow up to be Nazis. For the Danes are as civilized and as civilizing a people as can be found anywhere in the world. (94)	Tilbage bliver det specielle problem med de uledsagede børn. De må adopteres af én eller anden og ingen nation behøver at være bange for at adoptere dem. Hvis danskerne, på trods af fortiden, følte sig i stand til at deltage i adoptionen, vil der ikke kunne opnås bedre sikkerhed imod at disse uskyldige ofre for krigen skulle vokse op og blive nazister. For danskerne er så civiliseret og så civiliserende et folk som kan findes nogetsteds i verden.
¹³⁸ Weihnacht am Sund Männer sind meistens Stümper in Schenken. Wenn sie nicht aus dem Wollen kaufen können, verzichten sie oft ganz aufs selige Geben oder basteln bestemfalls aus Holz ein Wägenchen mit Pferdchen davor, oder einen Hund oder Hasen auf Rädern.	Jul ved Sundet Mænd er for det meste nogle stympere til at give gaver. Hvis de ikke kan købe det, de vil give, lader de ofte helt være med at give lykkebringende gaver, eller de sammenflikker i bedste fald en lille vogn med små heste for, eller en hund eller hare på hjul.
¹³⁹ Sie bleiben im Herkömmlichen. Nicht so die Frauen. Sie haben wirklich die Gabe, "aus Dreck Querk zu machen" und ausrichten sich nach den Verhältnissen. Das konnte ich in Klövermarken immer wieder staunend bewundern. Sie zauberten zur Christzeit aus Stoff die seltsamsten Ungeheuer, malten Blumen- oder Tierquartette, nähten Zelluloidtäfelchen, die von irgendwelchen Röntgenplatten stammten, zu Kartentäschchen zusammen, oder stickten Buchhüllen und -zeichen.	De holder sig til det overkommelige. Men det gør kvinderne ikke. De har virkelig evnen til at få noget ud af ingenting, og de retter sig ind efter forholdene. Det kunne jeg igen og igen beundre i Kløvermarken med forundring. De fremtryllede ved juletid af stof de sælsomste uhyrer, malede blomster eller dyrekvartetter, syede små celluloidtavler, som stammede fra én eller anden røntgenplade, om til små korttasker, eller broderede bogbind eller bogmærker.
¹⁴⁰ Und dann ihr Weihnachtsschmuck! Rotes Papier, auch von Fotoplatten stammend, wurde zu einem kleinem, kreisrunden Gitter geschnitten, ein Hindenburglicht in dieses Ampelchen gesetzt, und fertig war die Adventsrose.	Og så deres julepynt! Rødt papir, også taget fra fotoplader, blev klippet til et lille rundt gitter, et Hindenburg-lys anbragt i denne lampeskærm, og adventsrosen var færdig.
¹⁴¹ Weiße Papierläufer gaben, mit Ölkreiden festlich bemalt, das schönste Tischtuch her, und die Papiermacheeständer, auf denen die dänischen Molkereien sehr praktisch die Eier aufstellen, wurden zersägt und lieferten die zierlichtsten Glöckchen für den Christbaum, wenn sie mit dem Stanniolpapier der täglichen Käseration bezogen wurden.	Hvide papirbaner kunne, festligt bemalet med oliekridt, blive til den smukkeste dug, og de papbakker, som de danske mejerier stiller æggene i, blev savet i stykker og leverede de herligste små klokker til juletræet, når de blev betrukket med staniolpapir fra den daglige osteration.
¹⁴² Aus bedruckten Reklamepapier entstanden bunte Christbaumketten, denen man ihre Herkunft nicht mehr anmerkte -- und was der Wunder noch mehr waren.	Af brugte reklamer fremstod brogede juletræskæder, hvis oprindelse man ikke mere lagde mærke til -- og andre af den slags undere opstod.
¹⁴³ Die Weihnachtsvorfreude wurde gesteigert durch die Aussicht auf eine materielle Grundlage des Festes: Zucker, Grieß, Himbeersaft, Marmelade, Kaffee-Ersatz, Tabak, Kuchen und Gulasch für den 1. Feiertag waren in Aussicht gestellt worden -- und wurden auch tatsächlich geliefert.	Man glædede sig til jul. Og den glæde blev forhøjet ved udsigten til festens materialle grundlag. Sukker, semulje, hindbærsaft, marmelade, kaffe-erstatning, tobak, kager og gullasch til første juledag var blevet stillet i udsigt -- og blev også virkelig leveret.
¹⁴⁴ Ich glaubte, glücklicher Besitzer zweier "Schniefkepäckchen" geworden zu sein und schenkte eins großmütig einem Kollegen. Nach den Feiertagen fragte er mich ganz bescheiden, ob ich ihm wirklich Tabak geschenkt hätte, der habe in seiner Pfeife gar nicht brennen wollen, und seine Frau habe gemeint, es wäre Kaffee-Ersatz gewesen. Da wurde mir manches klar. (95)	Jeg troede at være blevet den lykkelige ejermand af to pakker "schniefke" og forærede storsindet den ene til en kollega. Efter festdagene spurgte han mig ganske beskedent, om jeg virkelig havde foræret ham tobak, den ville slet ikke brænde i hans pibe og hans kone mente, at det havde været kaffe-erstatning. Da gik der et lys op for mig.

Zu wfranz4!
Anmerkungen	Noter
n9: Infolge dem Weissbuch wurde 1200 Ofen aufgestellt, hvid4,2#34.	Der blev ifølge hvidbogen opstillet 1200 ovne.
n18: Später wird klar, dass es sich um Bestechung handelt, siehe 5#37.	Senere bliver det klart, at det handler om bestikkelse.
n62: Im Weissbuch werden eine ähnliche Reihe von Dramen aufgezählt, siehe hvid-cit#194c. Dr. Franz hat auch 4#93 von den verschieden Stücken erzählt.	I hvidbogen opregnes en lignende liste over dramaer, se hvidbog. Dr Franz har også fortalt om de forskellige stykker i 4#93.
n67: Von dem Verdacht, dass das Küchenpersonal sich selbst bediente, siehe z. B. 47-39#78. 47-42#43; 47-42#48; 47-42#51.	Angående mistanken om, at køkkenpersonalet betjente sig selv, se Deutsche Nachrichten.
n72: Man vergleiche hier mit den Angaben Probst Grübers, 47-18#30, und vielleicht auch mit den Bemerkungen seiner Kritiker, z. B. 47-42#46.	Man kan her sammenligne med provst Grübers angivelser, og måske også med hans kritikeres bemærkninger.
n82: Siehe auch "Drei Antworten auf die Tabakfrage", 46-36#13.	Se også "Tre svar på tobaksspørgsmålet".
n94: Von dem "Erfolg" der Fraternisierung, siehe havhed#229a, und den Witz 47-34#66.	Angående "resultatet" af fraterniseringen, se havrehed og vittigheden.
n96: Von der Postsperrung, siehe 46-25#81.	Om postspærringen, se Deutsche Nachrichten.
n103: Dasselbe meint Knud Langberg in seinem Buch: Flüchtlingsleben in Dänemark, seite 78, (langberg#78b)	Det samme mener Knud Langberg i sin bog "Flüchtlingsleben in Dänemark, side 78.
n104: Mix hat diese Frage in ein Kapitel für sich (15.18) behandelt. Man kann wohl sagen, dass wie die Dänen das Ideal mit einem Schlag die deutschen Flüchtlinge los zu werden aufgeben mussten (Herbst 1946, siehe pigtraad3#26), so haben die verschiedene Fraktionen der Christen es aufgeben müssen, das Ideal einer Gleichbehandlung der Menschen, ohne Rücksicht auf der Konfession, festzuhalten. Oder man kann sagen, dass weil alle normale Argumenter für die Rückkehr der Flüchtlinge scheiterten, haben man versucht dieses Argument zu verwenden, um nichts unversucht zu lassen. Von dem Versuch eine Spezialordnung für die Katholiken zu etablieren, siehe mix-cit#188g.	Mix har behandlet dette spørgsmål i et kapitel for sig, kap. 15.18. Man kan vel sige, at ligesom danskerne måtte opgive deres ideal om med ét slag at blive fri for flygtningene, (det skete i efteråret 1946, se pigtraad3#26), således måtte de forskellige fraktioner af kristne opgive at holde fast ved idealet om menneskers ligelige behandling, uden hensyn til konfession. Eller man kan sige, at fordi alle normale argumenter til fordel for flygtningenes tilbagevenden ikke blev anerkendt, forsøgte man at anvende dette argument, for ikke at lade noget være uforsøgt. Om forsøget på at etablere en specialordning for katolikker, se mix.
n105: Von den Mennoniten, siehe langberg#117e.	Om mennonitterne, se langberg, side 117.
n114: Siehe Weissbuch, Seide 139; hvid-cit#140f; havhed#102a; mix-cit#59d.	Se hvidbogen, havrehed og mix.
n117: Dass Schweden in der Tat zwei überfüllte Flüchtlingsschiffe abgelehnt hatte, wusste niemand. Siehe mix-cit#201g!	At svenskerne i virkeligheden havde afvist to overfyldte flygtningeskibe, var der ingen der vidste dengang. Se mix.
n120: Hier verirrt sich Dr. Franz. Nicht der Stacheldraht, sondern die alliierte Militärbehörde war es, die die Heimkehr der deutschen Flüchtlinge verhinderte.	Her tager dr. Franz fejl. Det var ikke pigtråden, men de allierede militærmyndigheder, der forhindrede flygtningene i at vende tilbage til hjemlandet.
n122: Ich muss zugeben, ich weiss nicht, in welchem Teil des Artikels Dr. Franz eine bittere Kritik findet. Sir Beveridge kennt die Segregation zwischen die Dänen und die deutschen Flüchtlinge an ("obviously they [the Danish government, rr] could not allow them to mix with the general population" #126), und obgleich er den Wunsch einiger Dänen, durch persönliche Kontakt mehr Humanität in dem Verhältnis zu den Flüchtlinge zu bringen, erwähnt, fügt er doch hinzu, dass die Regierung eine solche Kontakt ablehnt aus dem berechtigten Furcht, dass dadurch mehrere Flüchtlinge in Dänemark bleiben würden. (#133). Gibt es hier eine Kritik der Politik der dänischen Regierung gegen den Flüchtlingen? Ich finde sie nicht spürbar.	Jeg må indrømme, jeg véd ikke, i hvilken del af artiklen dr. Franz finder en bitter kritik. Sir Beveridge anerkender adskillelsen af danskere og tyske flygtninge ("obviously they [the Danish government, rr] could not allow them to mix with the general population" #126), og selv om han nævner enkelte danskeres ønske om gennem personlig kontakt at bringe mere humanitet ind i forholdet til flygtningene, føjer han dog til, at regeringen afviser en sådan kontakt ud fra den berettigede frygt, at der derved er flere flygtninge, der vil blive i Danmark. (#133). Ligger der heri en kritik af den danske regerings politik? Jeg kan ikke se den.
n125: Nein, so hätte die dänische Regierung nicht tun können, erstens: wegen der Geographie, zweitens: wegen der Psychologie. Wegen der Geographie: Es gab eine grosse dänische Minderheit in Südschleswig. Wegen der Psychologie: Man kan seinen Befreiern, den Engländern, solche Ausgaben nicht verursachen.	Nej, således havde den danske regering ikke kunnet gøre, for det første af geografiske grunde, for det andet af psykologiske grunde. De geografiske grunde: Der var et stort dansk mindretal i Sydslesvig. De psykologiske grunde: Man kan ikke påføre sine befriere, englænderne, en sådan udgift.
n126: Die deutschen Füchtlinge wurden vorübergehend in Dänemark für mindestens noch ein Jahr unterbracht, nicht wegen eines Beschlusses der dänischen Regierung, sondern wegen eines Befehls der englischen Militärbehörde.	De tyske flygtninge blev midlertidigt anbragt i Danmark i mindst et år mere, ikke i kraft af en beslutning fra den danske regerings side, men i kraft af en befaling fra de engelske militære myndigheder.
n128: 250.000 englische Pfund macht wohl ungefähr 5 Millionen dänische Kronen. Der Weissbuch erzählt uns, dass die aus Schweden eingekauften Baracken 10 bis 14 Millionen Kronen kosteten. (hvid4.2#3). Die 250.000 £ sind wohl eine Angabe des Preises der Baracken Klövermarkens.	250.000 engelske pund svarer vel til cirka 5 mill danske kronger. Hvidbogen fortæller os, at de barakker, man købte i Sverige, kostede fra 10 til 14 mill kr. De 250.000 £ er vel en angivelse af prisen for barakkerne i Kløvermarken.
n135: Vergleich die Äusserung des Abgeordneten Hans Hedtofts, folketing#36.	Sammenlign folketingsmedlem Hans Hedtofts udtalelse.